Operation Bagration (, ) var kodenavnet for den sovjetiske offensiv i 1944 i Hviderusland under 2. Verdenskrig, der tvang de tyske styrker ud af Hviderusland og det østlige Polen. Operationen foregik mellem 22. juni og 19. august 1944.
Operationen blev opkaldt efter den russiske general fyrst Pjotr Bagration, der var general i den russiske hær under Napoleonskrigene og som blev dødeligt såret i slaget ved Borodino.
De sovjetiske armeer, der direkte var involveret i Operation Bagration var 1. Baltiske Front under general Ivan Khristoforovitj Bagramjan, 1. Hviderussiske Front under general Konstantin Rokossovskij, som blev forfremmet til marskal den 29. juni 1944, 2. Hviderussiske Front under generaloberst M. V. Zakharov og 3. Hviderussiske Front under kommando af generaloberst Ivan Tjernjakhovskij.
Operation Bagration førte til den næsten fuldstændige ødelæggelse af den tyske Heeresgruppe Mitte og tre af dens tilknyttede arméer: 4. og 9. armé samt 3. panserarmé. Operationen "var det mest katastrofale nederlag for alle tyske styrker under 2. Verdenskrig".Zaloga, Bagration 1944: The Destruction of Army Group Centre, 7. Ved afslutningen af operationen var det meste af det vestlige Sovjetunionen blevet befriet og den Røde hær havde fået fodfæste i Rumænien og Polen.
Målene med operationen er mere komplicerede. Den Røde Hær anvendte et koncept med dybe operationer og Maskirovka, (militær afledning). Det er blevet fremført, at det primære mål for den sovjetiske offensiv var et brohoved over Wisła floden i det centrale Polen, og at Operation Bagration skulle skabe krise i Hviderusland for at aflede de mobile tyske reserver fra den centrale sektor, så de ikke var i området fra Lublin-Brest, Lviv-Sandomierz hvor de sovjetiske styrker planlagde at gennemføre Lviv–Sandomierz offensivenWatt 2008, p. 699. og Lublin-Brest offensiven.Watt 2008, p. 669. Det gjorde det muligt for den Røde Hær at nå Wisła floden og Warszawa, hvilket senere bragte den Røde Hær inden for rækkevidde af Berlin i overensstemmelse med konceptet om dybe operationer – at slå til ind i fjendens strategiske dybde.Watt 2008, p. 670.
Baggrund Heeresgruppe Mitte havde tidligere vist sig svær at besejre, som det sovjetiske nederlag i Operation Mars havde vist. Men i juni 1944 var den kommet i en udsat position trods forkortelse af fronten, som følge af de alvorlige nederlag som Heeresgruppe Süd havde lidt i slagene efter Panserslaget ved Kursk, befrielsen af Kiev og befrielsen af Krim i sensommeren, efteråret og vinteren 1943-1944. Under slaget om Smolensk var Heeresgruppe Mitte i efteråret 1943 selv blev tvunget tilbage vestpå.
Midt i juni 1944 var de Vestallierede i Normandiet blot 1.000 km fra Berlin, mens de russiske styrker ved Vitebsk-porten var under 1.200 km fra den tyske hovedstad. For det Tredje rige var de strategiske trusler nogenlunde lige store.Ziemke, p.11 Hitler undervurderede den trussel, som de sovjetiske styrker udgjorde over for Heeresgruppe Mitte og havde flyttet en tredjedel af armégruppens artilleri og halvdelen af dens stormartilleri og 88 % af dens kampvogne til sydfronten, hvor den tyske overkommando forventede, at den næste store sovjetiske offensiv ville komme.
Operation Bagration gav i forening med Lviv-Sandomierz Offensiven, som blev indledt nogle uger senere i Ukraine, Sovjetunionen mulighed for at erobre Hviderusland og Ukraine inden for grænserne fra 1941 og trænge frem i det tyske Østpreussen. Men af større vigtighed var det, at Lviv-Sandomierz operationen gjorde det muligt for den Røde Hær at nå frem til udkanten af Warszawa efter at have fået kontrol over Polen øst for Wisła floden. Operationen skabte udgangspunktet for den næste operation, Wisła-Oder-offensiven, som bragte de sovjetiske hære inden for synsvidde af den tyske hovedstad.Watt 2008, pp. 699-700.. Sovjetrusserne blev i starten overrasket over deres succes i Hviderusland, som næsten førte dem til Warszawa. Den sovjetiske fremrykning udløste Warszawa-opstanden mod den tyske besættelse.
Slaget er blevet beskrevet som en triumf for den sovjetiske teori om "operationskunsten" på grund af den fuldstændige koordination af alle de strategiske frontbevægelser og signalgivningen med henblik på at narre fjenden om målet for offensiven. De militærtaktiske operationer fra den Røde Hær undgik med held de mobile reserver fra Wehrmacht og fangede til stadighed de tyske styrker på det forkerte ben. Trods de enorme styrker, der var involveret, lykkedes det for de sovjetiske arméchefer at holde deres modstandere totalt hen i det uvisse om, hvor hovedangrebet ville komme, før det var for sent.Watt 2008, pp. 673-674.
Forspil til slaget Maskirovka felttoget Sovjetisk vildledning Det russiske ord maskirovka kan oversættes med camouflage/sløring, men har en bredere betydning i militær brug, og under 2. Verdenskrig blev det brugt af sovjetiske militærchefer som betegnelse for flere tiltag, der havde til formål at vildlede fjenden, for derigennem at kunne overraske de tyske styrker.Glantz, Soviet Military Deception, xxxvii-xxxviii
Oberkommando des Heeres forventede, at den sovjetiske hær ville indlede en storoffensiv på Østfronten i sommeren 1944. Den sovjetiske overkommando, Stavka, overvejede en række muligheder. Den overordnede tidsramme mellem juni og august var blevet besluttet den 28. april 1944. Stavka afviste en offensiv i området ved Lviv (tysk: Lemberg) og i området ved Yassy/Kishinev på grund af, at tyskerne der havde mobile styrker til rådighed af samme styrke som de sovjetiske. I stedet foreslog man fire muligheder – en offensiv ind i Rumænien og gennem Karpaterne, en stor offensiv ind i det vestlige Ukraine i retning mod Østersøen, et angreb mod Østersøen og et mod Hviderusland. De første to muligheder blev afvist som for ambitiøse og for åbne overfor angreb i flanken. Den tredje mulighed blev afvist, fordi fjenden var for godt forberedt. Den eneste sikre mulighed var en offensiv ind i Hviderusland, som ville gøre det muligt at gennemføre efterfølgende offensiver fra Ukraine ind i Polen og Rumænien.Watt 2008, p. 683
Såvel den sovjetiske som den tyske overkommando betragtede det vestlige Ukraine som et opmarchområde for en offensiv ind i Polen. De sovjetiske hærchefer, som var klar over at fjenden ville være opmærksom på denne mulighed, iværksatte en kompleks maskirovka-kampagne for at fange de tyske panserstyrker på det forkerte ben ved at skabe en krise i Hviderusland, som ville tvinge tyskerne til at flytte deres stærke panserstyrker, som netop havde sejret i den Første Jassy-Kishinev Offensiv i april-juni 1944, til det centrale afsnit af fronten for at støtte Heeresgruppe Mitte. Det var det primære formål med Operation Bagration.Watt 2008, p. 685.
For at få størst mulig chance for succes var maskirovkaen en dobbelt vildledning. Sovjethæren efterlod fire kampvognsarmeer i Lviv-Przemyśl-området og lod tyskerne være fuldt ud klar over deres tilstedeværelse. Angrebet ind i Rumænien i april-juni 1944 overbeviste i yderligere grad sovjetstyrkerne om, at aksestyrkerne i Rumænien skulle fjernes, og det holdt tyskerne bekymrede om deres forsvar der og i det sydlige Polen, samtidig med at de trak styrker til Lviv sektoren.Watt 2008, pp. 683-684. Når først offensiven mod Heeresgruppe Mitte var gået i gang, ville manglen på mobile reserver og støtte skabe en krise i den centrale sektor, som ville tvinge de tyske kampvognsstyrker nordpå til Hviderusland fra Polen og Rumænien på trods af den store samling af sovjetiske styrker, som truede det tyskbesatte Polen.Watt 2008, p. 684.
Sovjethærens hensigt med at sætte et hovedangreb ind i retning af Wisła kan ses ud af den Røde Hærs slagorden. Den sovjetiske generalstabs studier af såvel operationerne i Hviderusland som ved Lviv-Sandomierz afslører, at Lviv-Przemyśl operationen fik et overvældende antal kampvogns- og mekaniserede korps. Seks gardekampvognskorps og seks almindelige kampvognskorps foruden tre gardemekaniserede korps og to almindelige mekaniserede korps blev indsat i Lviv operationen. Dette udgjorde 12 kampvogns- og fem mekaniserede korps. I modsætning hertil havde Operation Bagrations Baltiske og Hviderussiske fronter kun 8 kampvogns- og to mekaniserede korps.Watt 2008, p. 686. Hertil kom, at 1. Hviderussiske front, som var en afgørende del af Lviv-Peremshyl operationen, ikke omtales i den sovjetiske slagorden ved offensiven. Den indeholdt yderligere seks arméer og skulle beskytte flanken ved Lublin–Brest offensiven foruden at indgå i aktive offensive operationer i det område.Watt 2008, p. 687.
Tildelingen af taktiske ressourcer, især anti-tank kanoner, tilgodeså 1. Ukrainske front, spydspidsen i Wisła, Lviv-Przemyśl operationen. 38 af de 54 anti-tank regimenter som blev indsat i operationerne på Baltikum, i Hviderusland og Ukraine blev tildelt 1. Ukrainske front.Watt 2008, p. 690. Dette viser, at de sovjetiske planer for Lviv operationen var af overordnet betydning, og den som planlagde operationen var fast besluttet på at beholde det netop erobrede område. Målet for denne operation var et brohoved over Wisła, og de enorme anti-tankkanon styrker hjalp med til at slå en række kraftige og koncentrerede modangreb fra tyske kampvognsstyrker tilbage i august-oktober 1944.Watt 2008, p. 691.
Hovedparten af flystyrkerne, såvel jagere som jagerbombere, blev tildelt Lviv operationen og beskyttelsen af 1. Ukrainske front. Af de 78 jager- og jagerbomber divisioner i Bagration var 32 tildelt Lviv operationen, næsten halvdelen af de indsatte luftenhederWatt 2008, p. 692. og indeholdt mere end der blev indsat i operationen i Hviderusland. Den koncentration af flystyrker skulle beskytte brohovederne over Wisła mod luftangreb og fra luften angribe tyske styrker, som gik til modangreb.Watt 2008, pp. 691-693.
Tyske reaktioner I begyndelsen af juni havde den tyske overkommando, Heeresgruppe Mitte og arméledelserne identificeret en stor del af opmarchen mod Heeresgruppe Mitte, selv om der stadig regnedes med at hovedangrebet ville blive sat ind imod Heeresgruppe Nordukraine Den 14. juni sagde stabschefen i Heeregruppe Mitte til general Kurt Zeitzler, at "...den russiske opmarch her (foran 9. armé) og ved motorvejen antyder klart, at fjendens angreb vil blive rettet mod flankerne af armégruppen". Den 10. juni accepterede OKH vurderingen fra Heeresgruppe Mitte om fjendens stilling: "Når man fortsat må antage, at angrebet mod Heeresgruppe Mitte stadig vil have sekundær karakter i forhold til den samlede sovjetiske offensiv, må det tages i betragtning, at fjenden foran Heeresgruppe Mitte kan gennemføre en opmarch, der kan gennembryde fronten med en styrke, som ikke må undervurderes, når man ser på styrkeforholdet mellem de to sider".Niepold,Mittlere Ostfront Juni 1944,pp 22-23
Den 19. juni blev det bemærket i Heeresgruppe Mittes analyse af fjendens stilling, at koncentrationen af fjendtlige flystyrker var blevet større (4.500 ud af 11.000) og at det skabte tvivl om OKHs generelle vurdering. OKH mente derimod ikke, at der var grundlag for denne tvivl.Niepold,Mittlere Ostfront Juni 1944 p28 Kort før den sovjetiske offensiv havde de forskellige arméchefer identificeret de fjendtlige styrker nær fronten og havde identificeret de steder, hvor hovedangrebet ville blive sat ind, bortset fra 6. gardearmé ved Vitebsk. De sovjetiske strategiske reserver var heller ikke opdaget.Niepold, Mittlere Ostfront Juni 1944 pp 31-32
Operationer Jernbanekrig og Concert 300px|thumb|Operationer under Operation Bagration. Omringningen af 4. armé øst for Minsk og 9. armé nær Bobruisk vises tydeligt, og det samme gælder omringningen af 53. korps fra 3. panserarmé i Vitebsk.