Klaus Riskær Pedersen (født 24. april 1955 i København) er en dansk partileder, iværksætter, erhvervsmand og forfatter. Han var europaparlamentsmedlem for Venstre fra 1989 til 1993 og løsgænger 1993-1994. I 2018 startede han sit eget parti, som i starten bar navnet Klaus Riskær Pedersen, men senere blev ændret til Borgerlisten. Riskær har udviklet, opbygget og solgt en snes virksomheder igennem 30 år. Hans karriere har været kontroversiel, og hans forskellige forsøg på en karriere i dansk politik og hans forretningseventyr, herunder konkurser, retssager, fængselsdomme og -ophold, har været fyldigt omtalt i medierne.
Han har bl.a. grundlagt tidsskriftet Børsinformation, medgrundlægger af radiokanalen The Voice og tv-stationen Kanal 2, der brød DR's monopol, og været ejer af Accumulator Invest og De Bergske Blade.
Baggrund Klaus Riskær Pedersen blev født den 24. april 1955 i København som søn af kunstner, forfatter og modstandsmand Knud Pedersen og Dorthe Palle Madsen (f. Pihlkjær), der er cand.mag. Han voksede op med sin far i en lejlighed på Christianshavn, hvor faderen ofte inviterede sine venner fra det københavnske kunstmiljø. Han var kostelev på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, men hans tid dér var ikke videre lykkelig.
I 1965 giftede Knud Pedersen sig igen, med Bodil Riskær, og den sammenbragte familie flyttede til Nærum. På Nærumgårdskolen var Klaus Riskær Pedersen redaktør af skolebladet og udgav desuden digte. Han var initiativtager til en indsamling af tørmælk til fordel for børn i det krigshærgede Biafra. I 1968 startede han bladet Aktiv, uafhængigt af voksne, med økonomi baseret på sine og en vens sparepenge. I 1971, som 16-årig studerende på Holte Gymnasium, udgav han bogen Unges kig ind i finansverdenen på forlaget Gyldendal. Igennem sin barndom og ungdom fik han ofte støtte af sin mormor, og boede i perioder hos hende.
På gymnasiet var Riskær desuden en meget aktiv elevrådsformand, og etablerede i 1973 diskoteket Det Hvide Palæ. Allerede i gymnasietiden var han ofte i medierne. Desuden arbejdede han i en periode som piccolo hos et vekselererfirma, og forsøgte sig med at udbyde studielån til sine medstuderende, men modstand fra de etablerede vekselererfirmaer stoppede hurtigt denne forretning. I perioder boede han hos familien til sin veninde Florence Laraignou, hvis far var direktør og også introducerede Riskær for andre erhvervsspidser. Direktør Laraignou lod Riskær administrere en aktiepost til en værdi af 30 millioner kroner, hvilket var første gang, han fik erfaring med formuer i den størrelsesorden.
Karriere Forretningsmand og Europaparlamentariker Som 23-årig under studierne ved Handelshøjskolen i København etablerede Riskær i 1978, delvist finansieret af undervisningsminister Ritt Bjerregaards projektafdeling, tidsskriftet Børsinformation. I 1979 startede han sideløbende investeringsselskabet Krepco. Bladets aktieanalyser vakte anerkendelse, men også kontroverser, blandt andet i forhold til rygter om, at Riskær selv spekulerede i effekten af sine egne analyser på aktiekursen. Over de næste år opbyggede Børsinformation en forretning ved at analysere børsnoterede firmaers regnskaber og sælge detaljerede analyser til interesserede kunder. Børsinformations analyser førte til nogen kontrovers, især hos firmaer, der ikke brød sig om at se svagheder i deres regnskaber offentliggjort. Blandt andet udgav Børsinformation i 1979 en analyse af regnskabet for skibsværftet B & W, kort før firmaets generalforsamling, hvori Riskær beskrev deres regnskab som sminket, og selskabets fremtid som usikker.
I 1983 opkøbte Riskær en stor aktiepost på 5,3 millioner i medicinalfirmaet Ferrosan. Selskabets administrerende direktør var Asger Aamund, som blev nervøs for, om Riskærs aktiepost kunne være kontrollerende, og om han ville sælge den videre. Seks uger efter, at Riskær erhvervede aktieposten, valgte Ferrosan derfor at købe den af Riskær til 85 millioner, hvilket gav ham en personlig gevinst på 20 millioner kroner. Først senere fik Riskær at vide, hvad Aamund godt vidste under forhandlingen, nemlig at aktieposten faktisk var kontrollerende for firmaet og derfor kunne have været meget mere værd end det han fik for den.
I midten af 80'erne var Riskær medvirkende til adskillige initiativer i den danske medieverden. I 1984 var han medstifter af radiokanalen The Voice sammen med Otto Reedtz-Thott, og i 1985 den københavnske tv-station Kanal 2 (herefter TvDanmark, nu SBS-TV). Riskær udtalte senere, at "formålet med disse medieeventyr ikke først og fremmest var økonomisk, men derimod også resultat af et ideologisk ønske om at bryde DRs monopol."
Kanal 2 blev først lukket af Riskær, men mindre end en måned senere genskabte han tv-stationen, idet sendetilladelser, navnerettigheder m.m. var holdt udenfor det lukkede TV-selskab. Han genopstartede derefter tv-stationen, og dens sendetilladelser solgte han derefter til den svenske mediekoncern Esselte, der herefter genstartede Kanal 2. Esselte omdannede derefter Kanal 2 til TvDanmark, og senere til en række selvstændige TV-kanaler, der i dag drives af SBS. Over en 6-årig periode gav aftalen med Esselte et udbytte på et tre-cifret millionbeløb, og med disse midler overtog Riskær i 1986, via Krepco, det børsnoterede investeringsfirma Accumulator Invest.
I 1989 gik Riskær ind i politik og opstillede til Europaparlamentet for partiet Venstre. Under valgkampen brugte han slogans som "Bryd Janteloven!" og "Danmark kan, hvis du vil". Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev. Senere, i 2000, blev han dømt for uretmæssigt at have overført 2,1 mio. kr. fra Accumulator Invest til at finansiere sin valgkampagne. Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, men han var mindre populær blandt partiets gamle garde. Venstre regnede med at få valgt mindst tre kandidater, og Riskær blev partiets femte kandidat, efter spidskandidaten Niels Anker Kofoed – tredje kandidat var Lars Løkke Rasmussen. Men da listen var sideordnet, var det de personlige stemmer, der ville afgøre, hvem der i sidste ende kom ind, derfor var nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Riskær. Ved valget sprængte Riskær listen og blev med 57.114 personlige stemmer valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen, mens Løkke ikke opnåede valg. Han blev også én af de fem kandidater med flest personlige stemmer blandt alle partier ved valget.
Accumulator Invest forsøgte i 1988 en fjendtlig overtagelse af støvsugerproducenten NilfiskKlaus Riskærs mange op og nedture i billeder. Berlingske Tidende. Hentet 18/1-2023 og ejendomsselskabet Christianshavns Oplagspladser. Forsøget på at overtage Nilfisk måtte opgives efter betydelig modstand og afsluttedes med, at han solgte en betydelig aktiepost til Lønmodtagernes Dyrtidsfond og kort tid efter blev NKT Holding. Opkøbet af Christianshavns Oplagspladser blev forhindret af en alliance mellem lejerne og det oprindelige selskab. Christianshavns Oplagspladser blev senere fusioneret med Ejendomsselskabet Norden, som på det tidspunkt var et af de største ejendomsselskaber i Danmark.
Konkurs, comeback og første dom
Ved årsskiftet 1990/1991 overtog Riskær den liberale presses største bladhus, De Bergske Blade, som havde en historisk relation til partiet Venstre. Bladhuset var dengang landets 4. største bladhus med 6 dagblade i Nordvestjylland, Kolding og Hillerød, men stod uden kapital, hvorfor Riskær overtog ejerskabet.Jette Drachmann Søllinge (24. juli 2017): De Bergske Blade i Den Store Danske, Gyldendal.
Accumulator Invests regnskab for 1991 viste et stort underskud, og i februar 1992 indgav Riskær anmodning om betalingsstandsning for Accumulator Invest A/S, da han ikke kunne komme til rette med de banker der havde finansieret koncernen. Betalingsstandsningen udløste en konkurs for selskabet, og også for Riskærs holdingselskab Krepco Holding ApS. Riskær nåede at frasælge de Bergske blade, inden konkursen hvilket reddede deres fortsatte eksistens. Da Riskær selv havde kautioneret for bankgæld i Krepco blev han også selv erklæret personlig konkurs. I marts 1992 anmodede Fondsbørsen Finanstilsynet om at melde Accumulator Invest til politiet, fordi selskabet flere gange havde afgivet urigtige oplysninger til børsen, og samme måned indledte Bagmandspolitiet en undersøgelse om ulovligheder i Accumulator-koncernen efter at have gransket konkursboets papirer.
I 1992 udgav Riskær på eget forlag den selvbiografiske erindringsbog Manden bag Klaus Riskær, hvori han også gav sin egen beretning om Accumulator Invests konkurs. Riskær mente selv at konkursen kunne være undgået og selskabet være kommet på fode, hvis bankerne havde forlænget kreditaftalen, og han argumenterede for at tabene blev forværret af konkursboets midlertidige administrators dispositioner.
Den 4. december 1993 blev Klaus Riskær ekskluderet af sit parti Venstre, og han fortsatte derefter som løsgænger i Europa-Parlamentet. Kort efter stiftede han partiet "De liberale 2000" og forsøgte at få nok underskrifter til, at partiet kan deltage i valget til Europa-Parlamentet i 1994. 7. februar 1994 ophævede Europa-Parlamentet Riskærs parlamentariske immunitet, og den 17. marts 1994 meddelte Riskær, at forsøget på at samle tilstrækkeligt med vælgererklæringer til partiet De liberale 2000 blev opgivet. I september 1994 grundlagde han ostebutikken "Den Glade Munk" i Charlottenlund, men allerede i januar året efter må han lukke den igen.
I 1995 grundlagde Riskær firmaet Cybercity ApS, en af Danmarks første internetudbydere, som han finansierede med to lån fra sin far, Knud Pedersen, og en personlig ven på i alt 200.000 kr. Til indtjeningen fra firmaet oprettede Riskær Familiefonden af 1. December 1997" ('Riskær-Fonden') med sin svigerfar som formel stifter. Fonden etableredes som et kreditorværn, da den personlige konkurs fra 1992 ikke var afsluttet i 2000. Riskærs personlige konkurs sluttedes først endeligt i december 2015. I 2000 solgte Riskær Cybercity A/S til Advent International i London og Lehman Brothers i USA. Salget fandt sted kun tre uger før IT-Boblen brød sammen med historisk store kursfald på IT-aktier. Salgsprisen på tidspunktet var ca. en halv milliard kroner.
I 1995 blev Riskær tiltalt for groft mandatsvig, bedrageri og skyldnersvig i forbindelse med Accumulator Invests konkurs, og året efter indledtes straffesagen og førte i første omgang til, at han af Københavns Byret i 1998 idømtes to års betinget fængsel for mandat- og skyldnersvig. Straffen skærpedes ved en ankesag af Østre Landsret i november 2000 til 2½ års betinget fængsel.
Tilbage i rampelyset Efter det succesfulde salg af Cybercity A/S i 2000 oprettede Klaus Riskær en stribe nye virksomheder og aktiviteter, herunder CopyGene A/S (nu StemCare A/S), der i 2003 etablerede en bank for opbevaring af navlesnorsblod til brug for senere regenerativ medicinsk indsats. Kontorhotellet Iværksætterfabrikken blev startet året efter (2004), og drives i dag som almindeligt kontorhotel af nye ejere. Året efter (2005) startedes musiktjenesten TrackTesting.com, som er under fortsat kontrol. I 2006 startedes Hjemmehjælpen ApS, der udbyder personlig pleje i flere kommuner, og i dag drives under samme navn.
Den 12. juli 2002 blev han ved en domstol i Paris i Frankrig idømt et års ubetinget og to års betinget fængsel samt en bøde på 100.000 euro for uretmæssigt at tømme det franske ejendomsselskab CIF, hvor han fra 1989-1992 var hovedaktionær og bestyrelsesformand, for 1,4 mia. kroner. Ved appelretten i Paris året efter blev straffen dog ændret til tre års betinget fængsel foruden bøden.