Hans Lassen Martensen

Hans Lassen Martensen (født 19. august 1808 i Flensborg, død 3. februar 1884) var biskop over Sjælland fra 1854 til sin død i 1884.

Opvækst

Martensen blev født i Flensborg, hvor hans fader Hans Andersen MartensenMartensen fader Hans Andersen Martensen, død 1822. Opslag i Dansk Biografisk Leksikon: (XI,162) dengang var skipper; familien flyttede til København i 1817.

Som sine forældres eneste barn voksede Martensen op henvist til sit eget indre liv, mens alt det ydre var lagt kærligt til rette for ham i beskedne og nøjsomme forhold. Han voksede op i en tid, da de intellektuelle var begyndt at vende sig bort fra den rationalistiske subjektivisme og havde fået blikket åbnet for objektiviteten både i religionen, historien og naturen og for den hemmelighedsfulde enhed, som forbinder det hele. Denne åndsretning var fyldigst brudt frem i Tyskland med den romantiske poesi og filosofi, men havde også her i Danmark fundet sine talsmænd på de forskellige områder.

Allerede under sin skolegang i Metropolitanskolen oplevede Martensen denne strømning. Han blev stærkt grebet af Adam Oehlenschlägers digtning, og gennem et skrift af Henrich Steffens gik det op for ham "at der maatte kunne gives en Verdens- og Livsanskuelse, i hvilken alt, hvad der i Tilværelsen har Betydning, Natur og Aand, Natur og Historie, Poesi, Kunst, Filosofi, føjer sig harmonisk sammen til et Aandens Tempel, i hvilket Kristendommen er det altbeherskende og altforklarende Midtpunkt".

I studenterårene (1827-1832) blev han optaget af H. N. Clausens personlighed, men mest blev han optaget af F. C. Sibbern, der "hævdede, at naar Kristendommen er Sandheden, da maa Evangeliet ikke blot antages, fordi det står skrevet, eller fordi det af Kirken er overleveret, ja ikke blot fordi det taler til vor Samvittighed og vort Hjærte, men ogsaa fordi dets Sandhed for Tanken erkendes som Sandhed, i dets objektive Realitet og Gyldighed i sig selv". Herigennem fik han den første fornemmelse af, at teologien må være spekulativ teologi.

Påvirkning fra Grundtvig og Mynster thumb|left|Hans Lassen Martensen som ung. Litografi efter maleri af David Monies. Uden for universitetet kom han under påvirkning af de to hovedmænd i datidens religiøse vækkelse i vort fædreland, N. F. S. Grundtvig og Jacob Peter Mynster.

Den grundtvigske bevægelse var den, han tidligst trådte i forhold til, men den mynsterske åndsretning blev den retning, som han følte sig mere og mere beslægtet med.

Der er i den måde, hvorpå han taler om Grundtvig i sit Levned, en dyb taknemmelighed og sympatisk forståelse. Han fandt i hans skrifter en storartet anskuelse af historien og menneskelivet som en kamp mellem tro og vantro, sandhed og løgn, med et sejrsmål i det fjerne til sandhedens og lysets triumf. Han tilegnede sig for hele livet hans opfattelse af ånden som det eneste virkelige og af ordet som den højeste blandt livets magter. Da han senere trådte i personligt forhold til ham, fandt han ham altid «tiltrækkende». Først med striden i 1863 afbrød al personlig forbindelse imellem dem. Men hvad der fra begyndelsen af frastødte ham var både Grundtvigs mangel på «teologi» og den stærke fremtræden af det historiske og profetiske på bekostning af det psykologiske og etiske, og desuden var det ham umuligt at gå ind på de egentlig grundtvigske særmeninger.

Mynster betragtede han allerede i sin ungdom med ærbødighed, men han fandt heller ikke hos ham den enhed af tro og erkendelse, den spekulative interesse, han søgte. Det var først, da han senere trådte i personligt forhold til ham, at han følte sig dybt og inderlig knyttet til ham. Han beundrede i Mynster den etiserede personlighed, den besindige, harmoniske individualitet, den høje dannelse og det dybe etiske og psykologiske blik. Han så op til ham som prædikant og sjælesørger, og han erklærer hans betragtninger for det betydeligste opbyggelsesskrift, der i det 19. århundrede fremkom i den protestantiske kristenhed. Han sympatiserede i det hele og store med hans konservative holdning, både i kirkestyrelsen og over for tidens almindelige strømninger.

Schleiermacher og Hegel I videnskabelig henseende modtog han den stærkeste og mest omfattende påvirkning gennem Schleiermachers og Hegels skrifter.

Den schleiermacherske dogmatiks dybe mystik og beundringsværdige arkitektonik begejstrede ham, men han kunne ikke forlige sig med dens subjektivisme. Han trængte til en teologi, som kunne belære os om Guds væsen i sig selv og indføre os i tilværelsens objektive sandhed, og han krævede en større lydighed mod skriften og mod frelsens kendsgerninger.

I alt dette blev han bestyrket, da Schleiermacher i september 1833, få måneder før sin død, besøgte København. Martensen, der året forud var blevet kandidat med udmærkelse og just nu afsluttede besvarelsen af en teologisk prisopgave, havde den lykke at få adgang til ham og hans befrugtende samtale. Til festen på Skydebanen skrev Martensen et tysk digt - det første arbejde fra hans hånd, der er trykt.findes i Aus Schleiermachers Leben. In Briefen, II, Berlin 1858, s. 475..

Over for den schleiermacherske subjektivisme følte han sig mægtig tiltrukket af Hegel, hos hvem han beundrede mesterskabet i den dialektiske begrebsudvikling og især det objektive, altomfattende sandhedssystem, hvor også de kristelige dogmer skulle erkendes ud af tankens iboende nødvendighed. Under studiet af Hegel opsteg for ham «Anelsen om en Anskuelse, der paa Treenighedens Baggrund opfatter Christus som Midtpunktet i Tilværelsen, opfatter Universet som et System af koncentriske Kredse, der alle pege hen til den inderste Kreds, hvor Christus er, og kun i ham finde deres Forklarelse og Forstaaelse».

Udlandsrejser Berlin og Heidelberg Men kunne denne anelse finde sin opfyldelse i det hegelske system? Optaget af de heri liggende store spørgsmål tiltrådte han i efteråret 1834 (med sin ven juristen Frederik Christian Bornemann en to-årig udenlandsrejse, som fik en afgørende betydning for modnelsen af hans teologiske standpunkt. Den første station var Berlin, hvor han hørte Philipp Marheinecke og Steffens, og hvor han for øvrigt gennemgik en åndelig krise, som han forklarer af, at hans tro var blevet tilbagetrængt og uvirksom under den stærke intellektuelle beskæftigelse; det blev ham et memento om at bringe tro og erkendelse i det rette forhold i sit eget personlige liv og ikke blot at spekulere derover i upersonlige betragtninger.

I Heidelberg fandt han Karl Daub, af hvem han dog ikke modtog blivende påvirkning, medens han derimod alvorlig fordybede sig i Mester Eckhart og Dante. Derfra gik han til München for at høre Friedrich Schelling og Franz Xaver von Baader. Hvor meget han end fængsledes af Schelling, formåede han endnu ikke at få et tilstrækkeligt indblik i helheden af denne filosofs lære. Desto mere betydning fik hans forhold til Baader, hos hvem han afsluttede sine egentlige læreår.

Baader indskærpede atter og atter, at filosofien må være religiøs filosofi i modsætning til alle den nyere tids autonomiske systemer; kun den, som personlig står i religionen, kan filosofere over den. Ikke ideen, men den personlige Gud selv, optaget i det troende subjekt, er erkendelsens princip. Baaders kristelige filosofi var på én gang mystik og teosofi. Han stod selv i mystikken som inderlig grebet af Gud; og han besad den teosofiske intuition, en forening af spekulativ tænkning og fantasianskuelse, der med Gud som midtpunktet omfatter tilværelsen i dens mangfoldighed, begyndende med Guds evige indre liv og følgende Guds Riges udvikling gennem skabelse, syndefald og forløsning indtil alle tings fuldendelse. I ligefrem betydning blev Martensen ikke Baaders discipel; meget var der hos Baader, hvorpå han ikke kunne gå ind, og hele det teosofiske element blev foreløbig kun et sædekorn, der først langt senere kom til at spire hos ham.

Men det var Baaders påvirkning, der hjalp Martensen til klarhed over, hvad der arbejdede sig frem hos ham selv, og hvorved han fandt sit eget standpunkt som spekulativ teolog. Fra nu af stod det fast for ham, at den menneskelige tænkning ikke kan være autonom, men må have sit udgangspunkt i troen på den givne åbenbaring; på dette grundlag skal teologien udfolde troens egen intelligens, fremstille kristendommen for den troende erkendelse som den objektive, i sig selv gyldige sandhed, hvis enkelte led fremgår af selve den kristelige sandhedsidé som momenter der nødvendigvis hører med.

Wien Martensens arbejde i de nærmest følgende år samlede sig om disse grundtankers udformning. Han begav sig fra München til Wien og trådte der i et fortroligt venskabsforhold til den unge, senere så ulykkelige, digter Nikolaus Lenau; der er intet navn, ved hvilket han i sit Levned dvæler så længe som ved hans; thi han følte sig i samlivet med ham, trods al forskel, alsidig befrugtet og bestyrket i sine dyrebareste overbevisninger. Et udtryk herfor er hans afhandling om Lenaus Faust, Martensens første skrift, udkommet på tysk 1836 og i udvidet skikkelse næste år på dansk i J.L. Heibergs Perseus.

Han hævder her, at Lenaus digt, skønt det selvfølgelig i æstetisk henseende må stå tilbage for Goethes, dog indeholder en langt dybere og sandere forståelse af Faust-sagnet end den, der kunne rummes i Goethes panteiserende livsanskuelse. Thi Faust-sagnets idé er, at troen skal være både livets og tænkningens grundvold, at den søgende ånd kun kan finde sandheden i sin skaber, det vil sige ved at gå ud fra sin afhængighed af Gud, i modsætning til hele den nyere tænknings autonome stræben. Derfor finder han hos Lenau den rette vej for Faust-digtningen angivet.

Paris og Kiel To venskabsforbindelser blev af stor betydning for hans følgende liv. I Paris, den sidste station på rejsen, traf han J.L. Heiberg og hustru, skuespillerinden Johanne Luise Heiberg. Få år senere, i 1839, lærte han på en rejse til Kiel professor Isaak August Dorner at kende. Denne teolog var så beslægtet med Martensen i henseende til både uddannelse og standpunkt, at der var ualmindelige forudsætninger til stede for et fortroligt og gensidigt befrugtende venskab. Livets forhold førte imidlertid med sig, at de kun sjældent sås og da kun i nogle få dage. Ikke desto mindre førte de et meget intensivt samliv, nemlig i en brevveksling, der var som en fortløbende drøftelse af tidens teologiske og kirkelige spørgsmål.Briefwechsel zwischen Martensen und Dorner 1839-81, I-II, Berlin 1888.

Universitetsvirksomhed Efter sin hjemkomst udarbejdede han sin licentiatdisputats: «De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta» (1837; oversat til dansk 1841). Dens grundtanker kunne sammenfattes i følgende sætninger:

Sammenfatning af Martensens teologiske program Filosofien står ikke uden for eller over religionen, som om den spekulative tænkning skulle kunne begrunde religionen. Det er ikke religionen, der skal låne sin gyldighed fra spekulationen; men det er den spekulative tænkning, der behøver religionen til sit princip. Thi i samvittighedsforholdet, som både er menneskets inderste væsen og religionens egentlige kerne, bliver mennesket sig bevidst som det, der ikke først er vidende om Gud, men frem for alt vides af ham. Derfor må den menneskelige erkendelse forblive inden for denne i samvittigheden givne afhængighed og erkende, at menneskeånden ikke ved egen kraft formår at finde sandheden. Mennesket kan ikke umiddelbart stille sig på det teocentriske standpunkt; thi dermed ville det fornægte at være skabt og syndig. Vor erkendelse hviler på Guds åbenbaring, den hellige historie; troen på denne er forudsætningen for, at vi kunne få det rette blik for guddommelige og menneskelige ting, og at den guddommelige idé kan træde ind i sjælen, skabe og beånde vor egen erkendelsesevne.

Credo, ut intelligam,Credo ut intelligam (jeg tror for at kunne erkende) tillægges Anselm of Canterbury ((engelsk) (1033-1109) – Tysk Wiki-opslag om Credo ut intelligam (tysk) jeg tror for at kunne erkende.