Amalienborg er et slotsanlæg i Frederiksstaden i København, der er hovedresidens for det danske Kongehus.
Anlægget består af fire næsten ens palæer, der omkranser en ottekantet slotsplads. Amalienborg er et hovedværk i dansk bygningskunst og nok det fornemste stykke rokokoarkitektur i Danmark og måske et af de fineste eksempler i Europa.Arksite Værkleksikon: Amalienborg"Amalienborg" i Den Store Danske Kulturarvsstyrelsen har sat Amalienborg med omgivelser på den danske tentativliste over natur- og kulturværker, der søges optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.
Sophie Amalienborg
thumb|Sophie Amalienborg. Gouache fra 1740 af Johan Jacob Bruun. Fra De Danske Kongers Kronologiske Samling. Området, hvor Frederiksstaden ligger, blev først indlemmet i København ved den store byudvidelse, som Christian 4. foretog. Området øst for Bredgade blev dog opgivet som handels- og boligkvarter. I 1660 havde dronning Sophie Amalie opkøbt en række grunde i det ubebyggede område for at opføre et lystslot til erstatning for sin landejendom Dronningens Enghave ud for Vesterport, der blev ødelagt under svenskernes belejring af København 1658-1660. På trods af de dårlige tider efter Svenskekrigene lykkedes det dronningen at skaffe midler, så hun i 1667-1673 kunne opføre lystslottet Sophie Amalienborg. Bygningen var ikke stor. Den var opført i barokstil som en italiensk villa: et "casino" med høj underetage, en hovedetage og en lav mezzanin. Hovedfløjen havde et fladt tag, der afsluttedes med en balustrade. I midten stod et tårn, udformet som et "Belvedere". Dronning Sophie Amalie holdt meget af sit nye lystslot og døde her i 1685. Fire år senere nedbrændte det blot 16 år gamle slot. I anledning af Christian 5.s 44 års fødselsdag den 15. april 1689 blev der afholdt en festforestilling i et operahus, der var en midlertidig træbygning, bygget tæt op ad slottet. Kongen var begejstret for forestillingen og ønskede den gentaget for offentligheden. Men da var operahusets udsmykning med silketapeter, mos, enebærris og frugter blevet knastør. Ved et uheld væltede en af de 800 olielamper, og ilden fik fat i dekorationen og antændte bygningen. Da alle dørene åbnede indad, blev det sørgelige resultat, at 180 mennesker indebrændte, og operahuset og slottet forvandledes til en ruindynge.Bo Bramsen (red.): "København – før og nu – og aldrig" bind 6: Frederiksstaden og Nyhavn pag. 167-171. Kbh 1987-1993 – Der findes en del minder fra katastrofen rundt om i København. Inden for porten til Ny Vestergade nr. 20 er en tavle: "Johan Jürgen, en af Stadens 32 mænd og directeur for Børnehuset, byggede denne gård i 1683."
Nye slotsplaner Efter den frygtelige brand havde kun den østre fløj, der rummede en kirke, samt det store haveanlæg, overlevet branden. Kirken blev anvendt af hæren, indtil Garnisons Kirke stod færdig i 1706. Haven og de omkringliggende områder blev omlagt efter planer udarbejdet af den alsidige Ole Rømer. Disse anlægsarbejder var en forberedelse for Christian 5.s drømmeprojekt – opførelsen af nyt stort residensslot på Amalienborg-området som erstatning for det gammeldags og upraktiske Københavns Slot. Da Danmark omkring 1690 havde fået et nogenlunde godt forhold til Sverige, blev det muligt at få den svenske hofarkitekt Nicodemus Tessin den yngre til at fremlægge sit forslag. I 1694 afleverede han et forslag til et stort trefløjet slot – ikke ulig Stockholms Slot, som Tessin var ved at opføre. Men der manglede penge til gennemførelsen, og efter Christian 5.s død i 1699 blev planerne skrinlagt. Efterfølgeren Frederik 4. lod noget af arealet udlægge tíl en mønstringsplads for Københavns garnison. Arkitekten J.C. Krieger opførte en ottekantet pavillon, som kongen kunne opholde sig i under tropperevyerne.
De fire adelige palæer thumb|Marcus Tuschers forslag til et ryttermonument fra 1750. Kobberstiksamlingen. Christian 6. havde ikke interesse for haveanlægget på Sophie Amalienborg-grunden. Flere københavnske købmænd og skibsredere ytrede ønske om at udnytte grunden til bebyggelse. Disse tanker blev først ved Frederik 5.s tronbestigelse forenet med ønsket om at markere den Oldenborgske kongeslægts 300-års jubilæum på den danske trone ved at anlægge en helt ny bydel, Frederiksstaden. Tanken var at skabe et nyt monumentalt kvarter med en pragtfuld ny kirke, Frederikskirken eller Marmorkirken. Bydelens gader skulle mødes i en central plads, der skulle omgives af fire ens palæer ("Hotels") – bygget af private bygherrer, men efter fælles idé af hofbygmesteren Nicolai Eigtved. Disse palæer er vore dages Amalienborg. Byggeriet indledtes i 1750.
Imidlertid var Eigtved ikke ophavsmanden til den ottekantede plads. Ideen kom fra den tyske arkitekt og kunstmaler Marcus Tuscher, der lavede såvel en plan og et udkast til en fontæne med rytterstatue i tung, altmodisch italiensk barokstil á la Bernini. Det monument blev også udført som en nu forsvundet model af Johann Christoph Petzold. Fontænen faldt ikke i god jord, og Tuscher døde allerede 1751, men pladsen blev udført som en oktogon – dog i en noget anden udformning og med andre mål end dem, der findes på hans udkast. Midt på slotspladsen kom rytterstatuen af Frederik 5. til at stå. Den blev lavet af Jacques-François-Joseph Saly og efter mange års indviet forsinkelse i 1771. Asiatisk Kompagni, som A.G. Moltke var præsident for, påtog sig en del af udgiften til soklen o.a. for monumentet, hvilket blev en bekostelig affære for kompagniet.
De adelige bygherrer Det var naturligt, at den sandsynlige ophavsmand til ideen om Frederiksstaden fandtes blandt de fire bygherrer: Frederik 5.s gode ven, overhofmarskal grev Adam Gottlob Moltke, gehejmekonferensråd grev Christian Frederik von Levetzau, baron Joachim von Brockdorff og gehejmekonferensråd baron Severin Leopoldus Løvenskiold. De tilhørte alle den nye adel. Løvenskiold måtte sælge sit ufærdige palæ til enkegrevinde Anna Sophie Schack i 1754, da projektet simpelthen havde lagt hans økonomi i ruiner.
Opførelsen af palæerne thumb|Amalienborg og Marmorkirken Arbejdet med alle fire palæer begyndte i 1750. Hvor palæerne udvendigt skulle være identiske, var der i det indre plads til variation. Moltkes palæ blev det første; der stod færdigt i 1754. Eigtved ledede personligt indretningen, og interiøret blev det fornemste. Eigtved døde få måneder efter palæets indvielse. Arbejdet med de øvrige palæer fortsatte under ledelse af andre arkitekter som Laurids de Thurah, Christian Joseph Zuber og Philip de Lange. Brockdorffs palæ stod færdigt i 1758, Levetzaus i 1760, mens Schacks palæ blev en del forsinket, blandt andet på grund af ejerskiftet i 1754 og en brand kort tid efter; det blev færdiggjort i 1755.
De fire palæer thumb|250px|Kort over Amalienborg (Marmorkirken og Amaliehaven er også vist). Christian VII's Palæ, eller Moltkes Palæ – det sydvestlige palæ, er gæste- og repræsentationspalæ. Christian VIII's Palæ, eller Levetzaus Palæ – det nordvestlige palæ, Amalienborgmuseet. Frederik VIII's Palæ, eller Brockdorffs Palæ – det nordøstlige palæ, tidligere dronning Ingrids bolig, rummer kongens bolig og er istandsat og moderniseret til brug for kongeparret. Christian IX's Palæ, eller Schacks Palæ – det sydøstlige palæ, er dronning Margrethe 2.s palæ.
Hvert palæ har en hovedport og en køkkenport; hovedportene ligger ved Amaliegade, køkkenportene ligger ved Frederiksgade.
Ombygning til kongelig residens og senere begivenheder thumb|C.F. Harsdorffs kolonnade over Amaliegade forbinder Schacks (Christian IX's) og Moltkes (Christian VII's) Palæer I 1794 blev Amalienborg efter Christiansborg Slots brand overtaget af kongehuset, og C.F. Harsdorff blev sat til at ombygge palæerne og forbinde kronprinsens bolig (Schacks Palæ) med kongens (Moltkes Palæ) ved en midlertidig elegant kolonnade, der blev opført af pudset tømmer. Harsdorff forhøjede alle palæernes mellembygninger mellem hovedbygning og pavilloner med en etage og nedlagde vestibulerne i alle fire palæer for at skaffe plads.
Heldigvis var Harsdorff sig anlæggets kvaliteter bevidst, og hans forhøjelser af palæernes mellembygninger mellem hovedbygning og pavilloner blev udført i puds, så hans indgreb kunne skelnes fra Eigtveds oprindelige sandstensfacader.
Først efter Påskekrisen i 1920 blev Amalienborg kongehusets permanente residens.
Under besættelsen Ved Danmarks besættelse 9. april 1940 blev også Amalienborg kl. ca. 5:50 angrebet af tyske styrker, der var gået i land ved Langelinie. Vagthavende officer, kaptajn Poul Henningsen, beordrede garderne frem til Residenspalæet for at bekæmpe de fremrykkende tyske soldater. Senere blev kampene indstillet, og tyskerne besluttede sig for ikke at rykke ind på slottet. Tre gardere blev såret.
Under Operation Safari den 29. august 1943 blev Amalienborg derimod indtaget af tyske tropper. På slottet befandt sig en vagtstyrke bestående af 30 menige samt befalingsmænd. Om natten den 29. august kl. 4:05 anmodede en tysk oberst ledsaget af en løjtnant og tre maskinpistolskytter om en samtale med H.K.H. kronprins Frederik (den senere Frederik 9.). Efter at de to tyske officerer havde forladt kronprinsen, gav kronprinsen instruktioner om, at der ikke skulle ydes modstand overfor en tysk besættelse af slottene. Angående afvæbningen gav kronprinsen ordre om, at våbnene skulle nedlægges, hvis anden ordning ikke kunne opnås ad forhandlingens vej. Kort efter ankom tyske soldater, i alt ca. 200 mand. Posterne inddroges og våbnene samledes udenfor vagten og overtoges af tyskerne, hvorefter vagtstyrken afmarcherede til kasernen og interneredes.De parlamentariske Kommissioners Beretninger 1945 – 1956 vedrørende den tyske Besættelse 1940 – 1945: Krigsministeriet og Marineministeriet under Besættelsen, 1949. Online-udgave
De danske byers politikorps blev arresteret den 19. september 1944 og deporteret til Tyskland. Politivagten ved Amalienborg, der havde beskyttet kongen, efter at Livgarden var blevet afvæbnet den 29. august 1943, forsvarede sig så resolut, at tyskerne senere meddelte, at det "havde været en misforståelse", da man ville internere vagtmandskabet. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i Det Gule Palæ såret, mens hele 20 tyskere blev dræbt og det dobbelte antal såret. Blandt de dræbte var SS-Oberscharführer Fritz Himmel fra Petergruppen. Skader fra tysk kanonild kan stadig ses ved slottet, hvor der i 1952 blev opsat en mindeplade.
Selv om politiet blev taget af tyskerne i 1944, blev Amalienborg helt frem til 4. maj 1945 bevogtet af en dansk politistyrke. Amalienborg slotsplads var det eneste sted, hvor ingen bevæbnet tysker fik lov til at sætte sine ben under besættelsen. Først blev de afvist af livgarden 9. april, og senere af politiet. Vagtstyrken var på 180 mand, der senere dannede "Amalienborgklubben". Frank Zorn: Dansk politi på kongevagt
Fra 1993 har Amalienborg været kandidat til optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste.
Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ thumb|Christian VII's Palæ Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ er opført i årene 1750-1754 for overhofmarskal Adam Gottlob Moltke efter tegninger af Eigtved. Tidens bedste håndværkere og kunstnere var medvirkende til byggeriet, herunder hofbilledhugger Johann Christoph Petzold, der stod for al udvendig sandstensudsmykning, samt hofsnedkerne Louis-Augustin le Clerc, Dietrich Schäffer, billedhuggeren Bogislav Løffler og stukkatøren Giovanni-Battista Fossati, der fik kontrakt på udsmykningen i det indre. Resultatet blev et palæ af usædvanlig høj kvalitet, og riddersalen regnes blandt de fornemste rokokorum i Europa. Siden disse kunstneres indsats på Christiansborg gik tabt ved branden 1794, er Moltkes Palæ et af de få steder, hvor man kan forestille sig, hvordan gemakkerne på kongeslottet har set ud.