Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (døbt Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat; født 11. juni 1934 i Talence, død 13. februar 2018 på Fredensborg Slot) var Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s ægtemand. Han var søn af André de Laborde de Monpezat (død 1998) og Renée de Monpezat, født Doursennot (død 2001). Han blev døbt Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat.
Prins Henrik voksede op i Frankrig, men boede senere flere steder, særligt i Sydøst- og Østasien. Efter aftjent værnepligt gik han ind i diplomatiet, og det var som sekretær ved den franske ambassade i London, han mødte den daværende tronfølger prinsesse Margrethe. Parret blev gift 10. juni 1967 og fik to sønner: kronprins Frederik og prins Joachim.
Som tronfølgerens, senere dronningens, mand havde prins Henrik en række officielle forpligtelser, men han påtog sig desuden en række opgaver og protektorater i foreninger og lignende. Endvidere var han kunstinteresseret og selv kunstnerisk skabende, hvilket blandt andet kom til udtryk i flere digtsamlinger samt en række skulpturer. Han holdt fast i sit franske ophav, hvilket blandt andet kunne spores i opdragelsen af hans sønner og hans kulinariske smag. I den forbindelse købte han sammen med dronningen godset Château de Cayx, hvorfra der siden er produceret rødvin, som blandt andet har været serveret ved officielle middage arrangeret af kongehuset.
Opvækst og ungdom Prins Henrik tilbragte sine tidlige år i Fransk Indokina, hvor hans velhavende far havde arvet nogle industrivirksomheder. I 1939 vendte han med sin familie tilbage til slægtsgodset Le Cayrou i Frankrig. Han gik indtil 1947 på jesuiterklosterets skole i Bordeaux og 1948-1950 på gymnasiet i Cahors, hvor han blev student. I 1950 tog han til Hanoi, hvor han indtil 1952 gik på et fransk gymnasium. 1952-57 studerede han jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales. Senere studerede han orientalske sprog i Hong Kong og Saigon.
Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet 1959-62 blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium. 1963-67 var han ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London, og det var her, han mødte den danske tronfølger første gang.
Ægteskab
thumb|Prins Henrik og den daværende prinsesse Margrethe ved forlovelsen i 1966. Ydre slotsgård på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Henri de Monpezat blev forlovet med danske tronfølger, den senere dronning Margrethe 2. af Danmark i september 1966.
Året efter blev de gift den 10. juni 1967 i Holmens Kirke i København. Ved brylluppet fik han prædikatet, titlen og navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.
Regentparret har to børn, kronprins Frederik (født 26. maj 1968) og prins Joachim (født 7. juni 1969), samt otte børnebørn. I 2005 tog prins Henrik titlen prinsgemal for at markere forskellen mellem dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i kongefamilien. thumb|Prins Henrik og dronning Magrethe på officielt besøg i Færøerne, 2005.
Tilbagetrækning fra officielle pligter I nytårstalen, som dronning Margrethe holdt nytårsaften 2015, oplyste hun, at prinsgemalen ville trække sig tilbage fra offentligheden og kun i begrænset omfang deltage i officielle begivenheder.Prins Henrik går på pension. DR. Hentet 1/1-2016
Den 14. april 2016 frasagde han sig titlen som prinsgemal og skulle fremover kaldes prins Henrik. Valget blev ifølge hoffets kommunikationschef truffet, da det passede bedre til hans nye tilværelse som pensionist.Henrik dropper sin titel. Ekstra Bladet. Hentet 14/4-2016
Kontroverser Det var uundgåeligt, at prins Henrik havde hele sin åndelige arv med sig i bagagen, da han kom til Danmark. Den afspejlede sig blandt andet i hans tøjstil, hans interesse for fransk mad og i hans syn på opdragelse. Herom udtalte han:
Senere kvitterede kronprins Frederik i en tale:
Det danske sprog thumb|På trods af at tale fem sprog flydende fik Prins Henrik aldrig aflagt sin accent på dansk.
Da Henrik blev dansk gift, blev det også nødvendigt for ham at lære dansk. Det tog tid og var ikke let for ham. I forbindelse med vielsen holdt Henrik en tale, hvori han blandt andet udtalte:
Udtalelsen, der fandt sted på det nydeligste dansk, vakte stor genklang i befolkningen. Men trods sprogkurser i dansk, kunne prins Henrik i virkeligheden fortsat ikke tale sproget. Han havde lært talen udenad, som han selv senere udtrykte det: "som en papegøje".
Prinsen havde bl.a. i selvbiografien Skæbne forpligter udtrykt sin frustration over den danske befolknings modtagelse af ham. Han lærte hurtigt et forståeligt dansk, men det havde affødt kritik, at han var blevet ved med at tale sproget med accent, selvom han i forvejen talte fem sprog: modersmålet fransk samt spansk, kinesisk, vietnamesisk og engelsk. Prinsen ærgrer sig over, at han ikke forstod, hvor vigtigt det var at tale godt dansk.Surrugue s.14 Andre imødegik kritikken af hans dansk, fx fandt forfatteren Leif Hjernøe det umenneskeligt at kræve perfekt dansk af ham.Kristeligt Dagblad 14. september 2010: Umenneskeligt at kræve perfekt dansk af prins Henrik
En medvirkende årsag til, at prinsen talte med accent, var, at der i 1960'erne, hvor han kom til landet, slet ikke fandtes en tradition for undervisning i dansk som fremmedsprog. Den er først kommet i takt med indvandring til landet, med etablering af sprogskoler, større forståelse for betydningen af målrettet undervisning i dansk og uddannelse af specialiserede dansklærere. Prins Henriks svigerdøtre, Alexandra, Mary og Marie, har alle tre nydt gavn af denne udvikling. De taler dansk næsten uden accent takket være den langt bedre undervisning i dansk, de har modtaget.
Prinsgemal Da Henrik blev gift med Margrethe, stod Danmark over for et hidtil uløst spørgsmål: man havde aldrig tidligere haft en mandlig ægtefælle til en kvindelig tronfølger og havde derfor ikke fået afklaret prins Henriks nye position. Også af sin far blev prins Henrik advaret mod den udfordring, han gik ind til: "Du må have afklaret, hvad din position bliver". Det skete ikke. Prinsen fik efter ægteskabets indgåelse et kontor på Amalienborg med en sekretær, men uden fastlagte opgaver og uden egne midler til disposition. "En flagrende skygge i dronningens skygge. En general uden generalstab" har han senere selv beskrevet den situation, han befandt sig i.
Men Henrik var ikke en mand, der kun ville være sin hustrus ægtemand. I 1969 begyndte han at arbejde for Dansk Røde Kors og International Røde Kors. Senere begyndte han at arbejde som ambassadør for dansk erhvervsliv og blev protektor for Verdensnaturfonden og Europa Nostra, der arbejder for at sikre bygningskulturarven i Danmark. Dermed fortsatte han den tradition, at kongelige ægtefæller påtager sig vigtige samfundsmæssige opgaver og giver dem den anerkendelse og prestige, som følger med den kongelige titel."Prins Henrik glemte aldrig at være stolt af – Frankrig" (Jyllandsposten, 14. februar 2018)
Men dermed var udfordringerne ikke løst. Prinsen havde også været frustreret over sin position internt i kongehuset. Efter 15 år i Danmark gjorde han opmærksom på, at han fik lommepenge af sin kone.Surrugue s.298 Det blev ændret, så det var fastlagt i finansloven, hvor stor en del af dronningens apanage der gik videre til prinsen.
Tilbage var spørgsmålet om Henriks titel. Da dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren 2002, fordi hun var faldet og havde brækket et par ribben, blev kronprins Frederik vært ved modtagelsen af ambassadørerne. Prins Henrik protesterede mod at blive degraderet fra nummer to til nummer tre – efter sin egen søn. Prins Henrik tog herefter en lang tænkepause, hvor han gav BTs hofreporter Bodil Cath et interview, der vakte enorm opsigt, da det blev offentliggjort 2. februar 2002. Heri udtalte prinsen blandt andet: "Efter min overbevisning skal et ægtepar være ligeværdigt, uanset hvilken rolle i samfundet parret måtte indtage. Danmark kunne have gjort mig til statsprins, rigsprins, kongegemal, hvad ved jeg. Det er en forglemmelse, måske en uvilje. Men det er ikke titlen, der er afgørende, men bevidstheden om, at jeg har en rolle, en funktion."
thumb|left|En af de største kontroverser, prins Henrik havde, var hans ligestilling med dronningen, hvor han ikke kunne få lov at blive kaldt kongegemal (eller konge).
Resultatet blev, at Henriks officielle stilling blev ændret fra "prins" til "prinsgemal". Det blev blandt andet begrundet med, at der var mere end en prins Henrik.
Ifølge Ekstra Bladet havde han i interviews til det franske blad Point de Vue i 2007 og 2013 kritiseret, at en dronnings ægtemand ikke bliver konge ligesom en konges kone bliver dronning.Ekstra-Bladet 15. marts 2007: Prins Henrik vil være kongeJyllands-Posten 2. februar 2013: Prins Henrik vil stadig være konge Ved folkeafstemningen i 2009, hvor drenge og piger blev ligestillet i tronfølgen, blev prinsen spurgt om sin generelle holdning til ligestilling og svarede:
Så blussede debatten op igen, og der var kortvarigt et flertal i Folketinget for, at prinsen kunne få titel af konge, hvis kongehuset ønskede det. Det havde hoffet ingen kommentar til, men der var højlydte protester i partiernes bagland.Surrugue s.357 og 360
Selv nægtede prinsen at have sagt, at han ville være konge, og Bodil Cath mener, at han "aldrig...har haft noget ønske om at tage taktstokken fra dronningen. Han vil bare respekteres som hendes mand." Hun foreslog at ændre tiltalen Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen til Hans Majestæt Prinsgemalen for så vidt muligt – dvs. uden at bruge ordet konge – at ligestille ham, dels med hans hustru, så de begge blev majestæter, dels med hans svigermor, der var Hendes Majestæt Dronning Ingrid, og hans svigerdatter, der skal være Hendes Majestæt Dronning Mary. På Stéphanie Surrugues spørgsmål, om han vil tage imod titlen majestæt, svarer han: "Ja. Naturligvis. Men jeg tror nu, at det er for sent."Surrugue s.317-322 Flere medier har omtalt ham som "Kong Henrik" efter hans offentlige ønske om at få titlen konge.Kong Henrik: Min kone gør mig til en nar. Ekstra Bladet. Hentet 15/2-2018
I 2017 udtalte prinsen via kongehusets kommunikationschef, at han ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke med dronningen, som det ellers havde været planlagt, med henvisning til, at han i livet ikke var sidestillet med hende og derfor heller ikke skulle ligestilles i døden.
Forhold til dansk humor Det er ofte fremhævet, at prinsens humor og venlighed var af en typisk dansk beskaffenhed, for eksempel sagde jagtkammeraten grev Ditlev Knuth-Winterfeldt, at han "mestrer i dén grad den danske humor; vi driller hinanden meget".Surrugue s.297
Sygdom, død og bisættelse thumb|Rustvogn med Prins Henrik på vej fra Fredensborg til Amalienborg. Prins Henrik var i sommeren 2017 indlagt først på Skejby Sygehus og siden på Rigshospitalet i forbindelse med forskellige smerter og infektioner. Under indlæggelserne fik han blandt andet foretaget en ballonudvidelse på grund af forsnævringer på pulsåren i bækkenet. Den 6. september 2017 udsendte kongehuset en pressemeddelelse om, at prinsen led af demens.Kongehuset officielle meddelelse om prinsens sygdom. 6. september 2017
Prinsen blev den 28. januar 2018 igen indlagt på Rigshospitalet, denne gang på grund af en godartet tumor i venstre lunge. Den 9. februar 2018 meddelte kongehuset, at prinsens tilstand var alvorligt forværret. Prinsens ældste søn, kronprins Frederik, hastede hjem fra vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang for at besøge sin syge far. Kronprins Frederik var til stede ved legene i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité.