Roskilde er en dansk by på Østsjælland ud til den sydøstlige del af Roskilde Fjord. Den er en af landets ældste byer og er hovedby for Roskilde Kommune midt mellem København, Ringsted, Holbæk og Danmarks 10. største by med . Byen tilhører Region Sjælland.
Byen ligger for enden af Roskilde Fjord i et kuperet terræn, så Domkirken kan ses fra store dele af Nordøstsjælland. Byen var en stor og vigtig by allerede fra middelalderen, idet den havde en domkirke, og der blev oprettet flere klostre. Roskildebispen var en af de mest magtfulde personer i landet, og skiftende konger prioriterede også byen. Efter reformationen aftog byens vigtighed, og den sorte død og store bybrande gjorde yderligere deres for at formindske befolkningstallet op igennem renæssancen og under enevælden, hvor København og Øresundsregionen voksede kraftigt. Under industrialiseringen voksede befolkningstallet støt, ligesom den gjorde i det meste af landet.
Med sin infrastruktur er byen et regionalt knudepunkt og har været det i hvert fald siden 1700-tallet med anlæggelsen af Roskildevej 1770-76, indvielsen af Vestbanen i 1847, som landets første jernbane, og senest anlæggelsen af Holbækmotorvejen i 1960'erne og Roskilde Lufthavn i 1970'erne. Handelsmæssigt er byen også et vigtigt centrum med et stort opland, hvor RO's Torv og gågaderne i centrum af byen trækker folk til. Roskilde er en stor uddannelsesby med bl.a. professionshøjskole, teknisk skole, flere gymnasier og Roskilde Universitet.
Den årlige Roskilde Festival besøges af over 100.000 mennesker fra hele verden, og Roskilde er i denne periode landets fjerdestørste by.20 Fun Facts om Roskilde Festival . tjeck.dk. Hentet 27/2-2018 Roskilde Domkirke er på UNESCOs Verdensarvsliste, og de velbevarede vikingeskibe, kaldet Skuldelev-skibene, som er udstillet på Vikingeskibsmuseet trækker også mange turister til. Derudover findes bl.a. Museet for Samtidskunst, Roskilde Museum og Museum Ragnarock.
Historie
Middelalderen
Allerede i det 10. århundrede var byen en havneplads, som vandt i betydning ved, at Harald Blåtand anlagde en kongsgård vest for domkirken og på nordsiden af gaden "Bondetinget", og at den derefter blev valgt til bisperesidens. Efter Saxo Grammaticus' fortælling, udvidede Svend Tveskæg byen betydeligt. Også den anselige domkirke og de store gaver af jordegods, som kongerne skænkede den, bidrog til at hæve byen.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 199
I det 12. og 13. århundrede havde Roskilde sin mest glimrende periode og var dengang, måske efter Slesvig by og Ribe, Danmarks betydeligste by. I begyndelsen af det 12. århundrede opførte Harald Kesja tæt nord for Roskilde og foran byens havn på en banke ved fjorden den faste borg Haraldsborg, hvis voldsted ved landevejen der kun er svage spor af. Denne borg blev vel snart ødelagt, da Erik Emune overfaldt sin broder Harald Kesja der i 1133 og afbrændte den, men den blev senere genopbygget, dog vist ikke før i begyndelsen af det 15. århundrede, og navnet var da almindeligt "Harritsborg". Først ved midten af det 12. århundrede blev byen selv befæstet af Svend Grathe. Byvolden (Burghæ Diget) har fulgt den senere Smedegade, Blegstræde (Blegdamsstræde, Borgdiget), Blaagaards Vænge og er gået noget nord for det senere Provstestræde og Klosterhusstræde. Byportene var Skt. Butolphi kirkeport mod vest og Rødeport mod øst. Pladsen ved Skt. Laurentii Kirke, den senere rådhusplads, har udgjort omtrent midtpunktet af byen. På denne tid (omkring 1151)) under borgerkrigen mellem Svend og Knud, var det, at Vetheman dannede et kaperselskab ("Roskildebrødrene") til bekæmpelse af de vendiske sørøvere, og 11. august 1157 skete i kongsgården Svends overfald på hans medkonger Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn. Fra byens storhedsperiode stammer de talrige kirker og klostre, som omtales i gamle dokumenter og historiske skrifter som beliggende i Roskilde, men som senere er forsvundne. Der var i middelalderen 12 sognekirker foruden domkirken, nemlig Alle Helgens, Sankt Budolfi, Sankt Dionysii, Sankt Hans, Sankt Laurentii, Sankt Mikkels, Sankt Mortens, Sankt Nicolai, Sankt Olai, Sankt Paul, Sankt Peder og Vor Frue.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 200
Omkring 1150 opførte Svend Grathe Sankt Jørgensbjerg Kirke og Sankt Ibs Kirke, uden for byens volde.
Ikke mindre end fem klostre grundlagdes i Roskilde, og af disse hørte tilmed de tre, helligede Vor Frue, Skt. Klare og Skt. Agnete, til landets største og mest ansete byklostre. Ældst, fra omkring 1158, var Vor Frue eller Skt. Marie Kloster, i byens søndre udkant. Nord for Birkealleen og vest for Strandalleen lå Skt. Klare Kloster for nonner af Skt. Klare eller Skt. Damiani Orden. Det nævnes vel allerede 1243, da Erik Plovpenning tilskrev borgerne i Roskilde, at han havde tildømt det en gård der i byen. Men ret i stand kom det først 1255, da kong Christoffer begærede pavens tilladelse for grevinde Ingerd af Regenstein til at måtte oprette et Clarissekloster i Roskilde. Ingerd lod nonner komme fra Strasburg, og hun skænkede klosteret 1256 et større antal ejendomme i Nordsjælland. Derved såvel som ved en del jordegods i Flakkebjerg Herred, som ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 skænkede klosteret, lagdes grunden til dets store rigdom. Senere øgedes den betydeligt, blandt andet ved gaver fra kvinder, som indgave sig i klosteret. En særlig interesse synes Erik Menveds dronning Ingeborg at have næret for det; efter sit sidste barns død indgav hun sig deri og døde her 1319. Nogle år før, i 1302, var klosteret nedbrændt, men fire biskopper tildelte nonnerne afladsbreve med absolution for alle, der hjalp til genopførelsen af bygningerne. Klosteret bestyredes af en abbedisse, de verdslige anliggender af en forstander (i reglen en adelsmand). Nonnernes antal (de var for det meste adelige) var meget stort: i 1437 fandtes der således 39. Klosteret ophævedes ikke med reformationen; endnu 1559 var der nonner. Universitetet fik det og det meste af dets gods 1561 i mageskifte for Knardrup Kloster, men synes ikke at have haft brug for dets vidtløftige bygninger. Det ville derfor bortleje eller sælge klosteret 1570, men da det ikke lykkedes, besluttede man i 1571 at nedrive det og sælge stenene. Jakob Ulfeldt til Selsø købte således ½ mio. sten, vistnok til en ny hovedbygning på Selsø. Tæt øst for Skt. Ibs Kirke lå Skt. Agnete Kloster for nonner af Dominikanerordenen. Begyndelsen til det gjordes af Erik Plovpennings datter Agnes, som 1264 gennem biskop Tyge af Aarhus fik pavelig tilladelse til at måtte stifte det. Opførelsen af det var dog vist allerede begyndt året før. Agnes blev straks priorisse, men afløstes et par år efter af sin ældre søster Jutta, som 1266 var indtrådt i Klosteret. De to kongedøtre blev imidlertid snart kede af det regelbundne liv, i 1272 drog de bort og toge alt det gods tilbage, som de havde henlagt til klosteret. Først efter langvarig strid kom det tilbage dertil. I begyndelsen af det 14. århundrede synes klosteret at have været forarmet, i 1335 påbød således Roskildebispen alle præsterne i sit stift en gang årlig at lade ombære en tavle i deres kirker for Skt. Agnete Kloster, som led stor mangel. Klosteret havde 1475 foruden priorissen 24 nonner (også mest adelige) og 1502: 22. Klosterets jordtilliggende var stort; ifølge en jordebog fra 1508–14 havde det ejendomme i henved 70 sjællandske landsbyer. Flere gange fik det kongelige beskærmelsesbreve og biskoppelige afladsbreve, blandt andet i 1452 af Roskildebispen Oluf Daa i anledning af en nylig stedfunden ildebrand, hvorved det for største delen var nedbrændt. 1508 gav priorissen Birgitte Oxe i forbindelse med dominikanernes provinciallektor nye regler for konventet. Klosteret bestod længe efter reformationen; endnu i 1568 nævnes en priorisse. I 1571 henlagdes godset under Roskildegaard, Kalundborg og Tryggevælde. I 1579 fik lensmanden på Roskildegaard kongebrev om, at der måtte brydes 4.000 sten af Skt. Agnete Kloster, og snart efter forsvandt det vel helt.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 201
Af de øvrige klostre var Franciskanerklosteret, stiftet omkring 1237, sikkert det mest ansete. Her var det, at Erik Plovpenning forlangte at blive jordet, og her levede flere munke med et velberømt navn. Ved slutningen af det 13. århundrede var således Johannes Paaske, kendt som afskriver af Bibelen m.m., guardian. I 1496 døde her som simpel munk Laurentius Brandere, der efterhånden havde indført den strengere ordensregel, Observantsen, i 11 danske klostre, og blandt klosterets sidste munke var Petrus Olai, den historiske forfatter og samler. Selve klosterets historie er kun lidet kendt; i 1310 nedbrændte det ganske, og i 1297 havde munkene en hårdnakket strid med Roskildebispen Jens Krag, som blandt andet havde frataget dem et lille hus, hvori de sad og tiggede i regnvejr. 1519 berigede dronning Christine klosterets relikviesamling med 22 stykker; i alt omfattede den adskillige hundrede numre. Ved reformationen blev klosteret ophævet (omkring 1537), men bygningerne blev stående endnu en tid. I 1561 skænkede Frederik 2. dem til Corfitz Ulfeldt, og i 1581 byggede Jakob Ulfeldt to fattighuse i klosteret (nedrevne 1749 som brøstfældige). Fra denne gave undtoges dog klosterkirken, der var udset til sognekirke, men allerede 1574–75 bestemtes til at nedrives, da sognet henlagdes til domkirken. I 1592 byggedes dog et kapel i kirkens sted.
Dominikanerklosteret, stiftet omkring 1232, lå i lunden nord for det senere adelige jomfrukloster. Dets historie er kun lidet kendt. Flere gange vides det at være betænkt med gaver i testamenter. Kirken blev 1254 indviet til Skt. Katharina. I 1532 måtte klosteret sælge en gård i Slagelse på grund af sin store armod, og ved reformationens indførelse ophævedes det. Bygningerne blev dog stående indtil 1557, da det befaledes at nedbryde klosteret og kirken; senere solgtes stenene som bygningsmateriale til Erik Krabbe (Aastrup), Anders Barby og Corfitz Ulfeldt (begge Selsø). I 1565 fik Mogens Godske på Hørbygaard den øde plads i Roskilde, hvorpå klosteret havde stået, og 1584 fik Lave Beck på Roskildegaard den øde jord, hvorpå klosterets ladegård havde stået.
Til Roskilde hørte desuden i middelalderen tre milde stiftelser, et helligåndshus, Duebrødreklosteret og Skt. Jørgens Gaard.
Helligåndshuset, stiftet i første fjerdedel af det 13. århundrede (det nævnes første gang i et testamente udstedt mellem 1211 og 1223), lå oprindelig uden for Roskilde, uvist hvor. Da denne noget fjerne beliggenhed fra byen imidlertid var til hinder for stiftelsens opkomst, blev den omkring 1253 ved Roskildebispen Jakob Erlandsens hjælp indflyttet til staden og opført på nogle småjorder tæt nordvest for Skt. Laurentii Kirke således, at denne kirke henlagdes til helligåndshuset. I modsætning til den gamle stiftelse uden for byen kaldtes den inde i byen "det nye hospital". Fra først af var helligåndshuset kun bestemt til 12 lemmer, men ved at skænke det bispetiender i Voldborg, Ramsø og Horns Herreder m.m. satte Jakob Erlandsen det i stand til at kunne optage flere fattige, lige som det også skulle huse 12 korpeblinge (kordrenge). Senere synes denne sidste bestemmelse delvis at være trådt ud af kraft; i et brev fra 1517, hvorved biskop Lage Urne forlenede en af Roskildekannikerne med helligåndshuset, nævnes kun fire korpeblinge. Med reformationen synes det at være gået tilbage for hospitalet. 1537 nedrev borgerne i Roskilde det meste af Skt. Laurentii Kirke, så at kun tårnet stod tilbage, og 1570 blev helligåndshuset henlagt til