Republikken Litauen (, Žemaitisk: Lietovuos Respoblėka) er et land i Nordeuropa, det sydligste af de tre baltiske lande. Landet ligger ved Østersøens sydøstlige bred og grænser til Letland i nord, Hviderusland i øst og sydøst og Polen og den russiske eksklave Kaliningrad oblast mod sydvest. På den anden side af Østersøen ligger Sverige og Danmark. Landet har en befolkning på indbyggere, og dets hovedstad og største by er Vilnius. Landareal: 62.680 km². For befolkningspyramider til 2100, se under Ukraine#Eksterne henvisninger.
I 1300-tallet var Litauen det største land i Europa, og dagens Hviderusland, Ukraine, dele af Polen og Rusland var underlagt Storfyrstendømmet Litauen. Med Lublinunionen fra 1569 skabte Polen og Litauen en ny stat: Den polsk-litauiske realunion. Realunionen varede i over to hundrede år, indtil nabolandene systematisk afviklede den fra 1772 til 1795. Ved delingen af realunionen overtog Det Russiske Kejserrige størstedelen af det litauiske territorium.
Efter 1. verdenskrig blev Litauens uafhængighedserklæring underskrevet den 16. februar 1918, og landet blev på ny en suveræn stat. I 1940 blev Litauen besat af Sovjetunionen og derefter af Nazityskland. Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning i 1944, trak tyskerne sig tilbage, og Sovjetunionen besatte Litauen igen. Den 11. marts 1990 blev Litauen den første sovjetrepublik, som erklærede sin uafhængighed.
Inden finanskrisen 2007-10 havde Litauen en af de hurtigst voksende økonomier i EU. Litauen er medlem af NATO, Europarådet og EU. Litauen blev fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet den 21. december 2007. I 2009 var Vilnius europæisk kulturhovedstad, og samme år fejrede Litauen tusindåret for sit navn.
Etymologi thumb|Første omtale af Litauen fra 1009 Den første kendte omtale af navnet Litauen () er fra 1009 i annalerne fra Quedlinburg, en latiniseret udgave af den slaviske (baltiske) form af navnet Lietuva – Litua udtales [litvā]. Sprogforskere diskuterer stadig betydningen af ordet.
Der har været gjort flere forsøg på at forbinde "Lietuva" med Keltiske stednavne med latinske eller italienske ord. Men disse forsøg mangler støtte i sprogforskningen. Ifølge en udbredt folkelig opfattelse stammer ordet "Lietuva" ("Litauen") fra det litauiske ord "lyti" ("at regne"). Der er imidlertid ingen videnskabelig støtte for denne teori, idet ordet Lietuva har endelsen -uva, da det oprindelige ord ikke har nogen endelse. En sandsynlig kandidat er "Lietā". Da mange baltiske etnonymer stammer fra hydronymer, har lingvister søgt efter oprindelsen blandt de lokale hydronymer. Normalt har sådanne navne udviklet sig som en proces: hydronym → stednavn → etnonym.
En lille flod ikke langt fra Kernavė i det centrale område i den oprindelige litauiske stat og sandsynligvis den første hovedstad i det senere Storfyrstendømme Litauen krediteres normalt som kilde til navnet. Denne flods oprindelige navn er "Lietava". Med tiden kan endelsen -ava have ændret sig til -uva, da de to er samme type endelse. Floden flyder i lavlandet og oversvømmer ofte sine bredder; derfor vil den traditionelle litauiske form "Liet" direkte kunne oversættes som "lietis" ("at spilde"), som stammer fra urindoeuropæisk "leyǝ-".
Historie thumb|Jogaila, storfyrste af Litauen - Udsnit af et maleri af Jan Matejko fra Slaget ved Grunwald
De første mennesker bosatte sig i det litauiske område efter den sidste istid i det 10. årtusinde f.Kr. Ur-indoeuropæiske stammer, der indvandrede i 3.-2. årtusinde f.Kr., blandede sig gennem et årtusind med den lokale befolkning og dannede forskellige baltiske stammer.
Litauen var oprindeligt befolket af splittede baltiske stammer. De samledes i 1230 af fyrst Mindaugas (ca. 1200-1263). Da han 1251 lod sig døbe, blev det muligt for ham at slutte fred med litauernes gamle fjende, Den Liviske Orden. Den 6. juli 1253 blev han kronet til konge af Litauen af ærkebiskoppen af Riga, og han herskede over mellem 300.000 og 400.000 undersåtter. Han brød med Den Liviske Orden i 1261 og afsvor sandsynligvis kristendommen, slog ordensridderne i slaget ved Durbė og opmuntrede de hedenske preussiske nabostammers til opstand mod Den Tyske Orden. I 1263 blev han myrdet af sin nevø Treniota, og det hedenske Litauen blev igen mål for den Tyske Orden og Liviske Ordens korstog.
Storfyrstendømmet Litauen
thumb|Litauiske sværd, 1200-tallet thumb|Kort over Litauen af Gerardus Mercator, 1609 Gediminas (1315—40) grundlagde Storfyrstendømmet Litauen og udvidede landet mod syd og øst. Efter hans død deltes riget mellem hans syv sønner, af hvilke Algirdas og Kęstutis snart fik magten. Stridighederne mellem deres arvinger blev meget væsentlige for Litauens historie. Algirdas' søn Jogaila blev storfyrste efter ham (1377—1454); han antog kristendommen 1386 under navnet Vladislav, og da han samme år giftede sig dronning Jadwiga af Polen, blev han konge af Polen; hermed indledtes Polens og Litauens union.
1381 grundlagdes det første romersk-katolske bispedømme i Vilnius, og i 1417 grundlagdes bispedømmet i Medininkai (nu Varniai) i Žemaitija. Litauen havde til tider fuldstændigt selvstyre under egne storfyrster, men stod formelt under Polens konge; således var Vytautas den Store storfyrste af Litauen 1392—1430. Under ham nåede Litauen sin magts højdepunkt: Grænserne strakte sig da fra Østersøen til Sortehavet. Da Vytautas døde i 1430, gjorde Jogaila sin broder Švitrigaila til storfyrste i Litauen. Denne var tilhænger af den ortodokse kirke, men fortrængtes af Vytautas' broder, Žygimantas Kęstutaitis, der støttedes af det romersk-katolske parti. Švitrigaila, der kun beholdt Volhynien og Kijev, blev myrdet 1440, og kronen gik derfor til Jogailas yngste søn, den umyndige Kazimieras Jogailaitis, der modtog tilbud om Polens krone i 1444. Hans litauiske formyndere gjorde visse fordringer, blandt andet hævdede de Litauens ret til Podolien og Fyrstendømmet Galicien-Volhynien, et spørgsmål som senere vedblev at være stridsemne. Efter Kazimieras Jogailaitis' død i 1492 overlod litauerne tronen til hans søn Aleksandras I, mens polakkerne valgte dennes storebroder Johan Albrecht til konge. Da Johan Albrecht døde i 1501, blev Litauen atter forenet med Polen under Aleksandras I.
Den polsk-litauiske realunion (1569-1795)
Den polsk-litauiske realunion blev oprettet i 1569 ved undertegnelse af Lublinunionen. Der indførtes fælles kongevalg og fælles rigsdag, mens Polen og Litauen beholdt egen lovgivning og administration, herunder separate hære og valutaer. Men i sidste ende påvirkede poloniseringen alle aspekter af det litauiske samfund: politik, sprog, kultur og den nationale identitet. Fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet blomstrede kunst, kultur og uddannelse, næret af renæssancen og den protestantiske reformation. Fra 1573 valgtes den polske konge og storfyrsten af Litauen af adelen, der fik stadigt flere privilegier. Disse privilegier, især liberum veto , der gav hver enkel adelsmand vetoret, førte til anarki og opløsning af staten.
Under den livlandske krig (1655-1661) var det litauiske territorium og økonomien ødelagt af den svenske hær. Før det fuldt ud kunne komme sig, blev Litauen igen hærget under Store Nordiske Krig (1700-1721). Krigen, pest og hungersnød resulterede i et tab på ca. 40 % af landets indbyggere. Fremmede magter, navnlig Rusland, blev dominerende spillere i indenrigspolitik i Den polsk-litauiske realunion. Talrige fraktioner blandt adelen brugte deres privilegier til at forhindre enhver form for reform. Til sidst blev unionen delt i 1772, 1792, og 1795 af det Russiske Kejserrige, Preussen, og det Habsburgske Østrig.
I det Russiske Kejserrige (1795-1914) thumb|De 20 medlemmer af Litauens Råd efter underskrivningen af Litauens uafhængighedserklæring den 16. februar 1918. thumb|Antanas Smetona Ved delingen blev størstedelen af Litauen en del af det russiske imperium. Efter resultatløse opstande i 1831 og 1863 gennemførte tsaristiske myndigheder en række russificeringspolitikker, herunder et forbud mod den litauiske presse og lukning af kultur- og uddannelsesinstitutioner, og Litauen blev en del af en ny administrativ region kaldet Nordvestlige kraj.
Efter den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), da de tyske diplomater på Berlinerkongressen krævede, at Rusland tilbageleverede områder til det Osmanniske Rige, blev forholdet mellem Rusland og Det tyske Kejserrige kompliceret, og det russiske imperium genoptog opførelsen af borge ved dets vestlige grænser som forsvar mod Tyskland. Blandt andet opførtes et 65 km² stort fort i Kaunas.
Mellem 1868 og 1914 udvandrede cirka 635.000 litauere, næsten 20 % af befolkningen. Et stort antal litauere udvandrede til USA i 1867-1868 efter hungersnød i Litauen. På trods af udvandringen voksede ideen om et uafhængigt Litauen gennem årene, og denne ide blev grundlaget for det uafhængige Litauen. Under revolutionen 1905 blev der dannet en nationalkongres, som samledes 21.-22. november 1905 i Vilnius. Kongressen stillede krav om selvstyre for Litauen og krav om litauisk sprog i kirkerne og skolerne.
Det uafhængige Litauen (1918-1940) Den 16. februar 1918 under 1. verdenskrig mens Litauen stadig var besat af tyske tropper, vedtog Litauens Råd () landets uafhængighed. Da Tyskland havde tabt krigen den 11. november 1918, dannede Litauens Råd den første regering under Augustinas Voldemaras, vedtog en foreløbig forfatning og påbegyndte opbygningen af de grundlæggende administrative institutioner.
Litauens udenrigspolitik var domineret af territoriale stridigheder med Polen og Tyskland. Vilnius-området og Vilnius, den historiske hovedstad i Litauen, blev besat af den polske hær under Żeligowskis mytteri i oktober 1920, og herved oprettedes Central-Litauen, der to år senere blev indlemmet i Polen. I 19 år var Kaunas den midlertidige hovedstad i Litauen. Litauen tog den polske besættelse af Vilnius meget ilde op og nægtede at oprette diplomatiske forbindelser til kort før 2. verdenskrig.
Klaipeda-regionen var under administration af Folkeforbundet, men i januar 1923 rykkede litauiske friskarer ind og besatte området. I marts 1923 fik Litauen kontrol over Klaipeda-regionen, hvilket endeligt blev anerkendt i en konvention vedtaget af Folkeforbundet i 1924.
Kuppet i 1926
I 1926 gennemførte militæret et kup, der afsatte den demokratisk valgte regering og bragte "Litauens nationale union", et af de mindste og tidens mest konservative parti, til magten. De kristelige demokrater støttede kuppet og indsatte Antanas Smetona som præsident. I flere omgange ændrede Smetona forfatningen, hjemsendte Seimas og undlod at udskrive nyvalg. Antanas Smetona regerede Litauen i 14 år som autoritær præsident frem til 1940, hvor han og hans familie flygtede til Nazityskland.
2. verdenskrig
I 1940 efter udbruddet af 2. verdenskrig besatte Sovjetunionen Litauen i overensstemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten.I. Žiemele. Baltic Yearbook of International Law, 2001. 2002, Vol.1 s.10; K. Dawisha, B. Parrott. Konsolideringen af demokratiet i Øst-Centraleuropa. 1997 s. 293 Da Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, trak de sovjetiske tropper sig tilbage, og landet blev besat af tyskerne. Efter tilbagetrækning af de tyske besættelsesstyrker fra Litauen blev den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik oprettet. Den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik blev senere en del af Sovjetunionen i 1944.
Under de tyske og sovjetiske besættelser fra 1940 til 1954 mistede Litauen omkring 780.000 af sine indbyggere, mange i Paneriai-massakren. Alene under holocaust myrdedes omkring 200.000 jøder i massakrer i Litauen. Det anslås, at 120.000-300.000 flyttede til andre dele af Sovjetunionen, blev sendt i eksil i Sibirien eller blev dræbt, mens andre valgte at flytte til lande i vesten.