Vor Frue Kirke i København er domkirke i Københavns Stift. Det har den været siden stiftets oprettelse i 1922. Kirken er tilegnet Jomfru Maria, som især tidligere også blev kaldt Vor Frue. Der har været en kirke på stedet siden det 12. århundrede, men kirkebygningen er brændt og genopbygget flere gange. Tre gange har den været brændt helt ned til grunden og er efterfølgende erstattet af en ny bygning. Den nuværende kirke er bygget i begyndelsen af det 19. århundrede i klassicistisk stil.

De tidligere kirker Første kirkebygning Vor Frue Kirke er opført på Nørregade i hjertet af byen. Den tidligste hentydning til kirken findes i et dokument, udfærdiget af Absalon i 1185, der kvitterer for modtagelse af tiende til bygning og udsmykning af "den hellige Marias kirke". Men først i ca. 1200 var Vor Frue Kirke klar til indvielse. Det menes at være sket i marts på Mariæ bebudelsesdag, og denne dag i kirkeåret holdes stadig i hævd som kirkens fødselsdag.

Denne kirke var opført på byens højeste punkt og bygget af kridtsten.

Den nye kirke fik status som kollegiatkirke til Roskilde Domkirke og blev udstyret med et stort præsteskab: dekan, kanniker og vikarer. Der blev også knyttet en domskole, Vor Frue Skole, til kirken. De såkaldte domskoler blev efter reformationen overtaget af staten og omdøbt til latinskoler.

Anden kirkebygning thumb|Tegning efter samtidigt stik der viser hvordan Vor Frue Kirke i København så ud i 1520. I 1314 blev denne kirkebygning hærget så voldsomt af en brand, at der blev bygget en ny kirke. Denne gang blev den opført i teglsten, der var et mere moderne materiale.

Da København senere fik status som hovedstad af Erik af Pommern og voksede i størrelse, blev kirken gjort til kongens hovedkirke. Den havde været brugt af kongerne tidligere. I 1363 fandt et kongeligt bryllup mellem Valdermar Atterdags datter Margrete og den norske kong Håkon den 6. sted her.

Men kongekroningerne, der begyndte i 1170, havde der hidtil været tradition for at foretage i forskellige kirker i riget, og Christoffer af Bayerns kroning i 1443 fandt f.eks. sted i Ribe Domkirke. Hans dronning, Dorothea af Brandenburg, blev efter vielsen i 1445 som den første nogensinde kronet i Vor Frue Kirke.

Hun kom oven i købet til at opleve det igen fire år senere, da hun som enkedronning blev viet til kong Christian 1. i kirken i 1449 med efterfølgende kroning af dem begge.

Da Københavns Universitet blev oprettet i 1479, blev Vor Frue Kirkes dekan rektor for universitetet, kannikerne udgjorde universitetets lærerstab, og domskolen lagde som en start lokaler til universitetet.

Tredje kirkebygning Under Københavns brand 20. oktober 1728 udbrændte kirken igen i en sådan grad, at den måtte erstattes af en ny bygning. Dens gotiske kirketårn knuste i sit fald ikke blot kirketaget og alt inventar, men også kisterne under kirkegulvet blev smadret.

Men byggeriet gik hurtigt, og allerede i 1738 kunne man indvi den nye kirkebygning, med tårnet på Vor Frue Kirke der var 120 meter højt (det nuværende tårn er kun 58,5 meter højt) og kunne ses halvvejs til Roskilde.Peder Bundgaard: København – du har alt, forlaget Borgen, København 1996, Men denne kirke fik den korteste levetid af dem alle, da det blev nedskudt under englændernes bombardement i 1807 og medførte kirkens totale nedbrænding.

Den nuværende kirke thumb|Thorvaldsens Kristus og de Tolv Apostle Kirken blev endnu engang nyopført. Denne gang i klassicistisk stil under ledelse af arkitekten C.F. Hansen. Det lykkedes at genanvende dele af det gamle murværk, herunder tårnet, og kirken blev indviet i 1829.

Vor Frue Kirke blev domkirke i Københavns Stift i 1922.

Udsmykning Bertel Thorvaldsens Kristusfigur og de tolv apostle præger kirkerummet. Udsmykningen omfatter desuden døbefonten, relieffer, medaljoner og skulpturer på facaden. Den blev skabt i samspil med C.F. Hansens klassicistiske arkitektur, men ikke uden ændringer og uenigheder undervejs. Kirken er blevet beskrevet som et hovedværk i den europæiske nyklassicisme, hvor arkitektur og skulptur udgør en samlet kunstnerisk helhed.Bestillingen til Vor Frue Kirke, Arkivet, Thorvaldsens Museum, redaktionen, 2018.Sigurd Schultz: Thorvaldsen og Vor Frue Kirke, i Danmarks Kirker, 1949, s. 193–228 (genudgivet og kommenteret af Thorvaldsens Museum i 2018).

Tilblivelsen og samarbejdet med C.F. Hansen Efter Københavns bombardement i 1807 skulle den ødelagte kirke genopbygges. Hansen forestillede sig oprindeligt en malet altertavle og tolv apostelskulpturer i nicher mellem kirkens buer. I 1818 havde billedhuggeren Hermann Ernst Freund fået tilsagn om arbejdet med apostlene og var begyndt at modellere figurer. Under Thorvaldsens ophold i København i 1819–1820 blev det samlede udsmykningsprogram imidlertid ændret, og Thorvaldsen overtog ledelsen af hovedparten af skulpturarbejderne. Ved et møde med genopbygningskommissionen 8. november 1819 drøftede man apostlene, facadens udsmykning og de øvrige relieffer.

Arbejdet blev for en stor del udført i Thorvaldsens værksteder i Rom. Thorvaldsen skabte selv skitserne og førte tilsyn med assistenter og yngre billedhuggere, der modellerede flere værker i fuld størrelse og medvirkede ved udførelsen i marmor. Værkerne blev hjemsendt over en årrække. Da kirken blev indviet 7. juni 1829, stod Kristus og apostlene endnu i gips. Ved en ny kirkelig indvielse palmesøndag 24. marts 1839 var hovedparten af de tilsvarende marmorskulpturer opstillet; de sidste to apostle fulgte først i 1848.Anne Lise Thygesen: Thorvaldsen, Hansen og de tolv apostle, Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1989, s. 113–118.

Kristusfiguren ved alteret thumb|Thorvaldsens Kristusfigur ved alteret med ordene »Kommer til mig« på soklen. Den cirka 345 cm høje Kristusfigur i hvidt marmor står i apsis med armene åbnet mod menigheden. På soklen henvises til Matthæusevangeliet 11,28 med ordene »Kommer til mig«. Gestussen er blevet et af de mest genkendelige træk ved Thorvaldsens religiøse kunst. I sin fremstilling af Kristus lagde han vægt på et enkelt, roligt udtryk frem for en dramatisk bevægelse. Ifølge den samtidige diplomat og kunstskribent August Kestner demonstrerede billedhuggeren selv denne idé ved langsomt at åbne armene og forklare, at bevægelsen skulle udtrykke Kristi kærlighed og favntag.Bjarne Jørnæs: Dannecker og Thorvaldsen, Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1994, s. 164–171.

Kristusfiguren var først bestilt i marmor til Christiansborg Slotskirke i november 1819. I 1820 blev det besluttet, at en udgave skulle anbringes i Vor Frue Kirke i stedet for den oprindeligt planlagte altertavle af maleren J.L. Lund. Spørgsmålet om, hvilken kirke der skulle have marmoreksemplaret, blev imidlertid først endeligt afklaret i 1838. Den færdige figur var blevet sendt fra Italien med korvetten Galathea i 1833. Den blev derefter opstillet i Vor Frue Kirke under Hermann Ernst Freunds ledelse i forbindelse med kirkens udsmykning i 1839.

Kunstnerisk og kirkelig anerkendelse Thorvaldsens Kristusfigur blev i 1800-tallet et meget udbredt forbillede for protestantisk kirkekunst. I modsætning til de mange fremstillinger af den lidende Kristus på korset viser skulpturen den opstandne frelser med synlige sårmærker, men med et roligt, imødekommende udtryk. Den monumentale, fritstående figur erstattede dermed også den traditionelle malede altertavle i Vor Frue Kirkes kor. Thorvaldsens Museum har fremhævet, at dens størrelse og favnende bevægelse var usædvanlig i samtidens kirkekunst.Mellem kunst og ritual, Thorvaldsens Museum, udstilling 2021–2022.

N.F.S. Grundtvig behandlede både billedhuggeren og Kristusfiguren i digtet Albert Thorvaldsen fra 1844. Her knyttede han figuren til sin opfattelse af dåb og frelse, samtidig med at han undlod at give et entydigt svar på spørgsmålet om Thorvaldsens personlige kristentro. Også Søren Kierkegaard tog motivet op. I forbindelse med sine altergangstaler i Vor Frue Kirke i 1847 og 1848 og senere skrifter var han optaget af figurens åbne arme og soklens ord fra Matthæusevangeliet: »Kommer til mig«.Margrethe Floryan: Thorvaldsens Kristus – fortolket af Grundtvig og kendt af alverden, Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 2008, s. 61–69.

Kunsthistorikeren Julius Lange fremhævede i 1872 skulpturens forening af højhed, ydmyghed og menneskelig kærlighed. Den Hirschsprungske Samling har i forbindelse med et forskningsprojekt fra 2020–2021 betegnet værket som et hovedværk i europæisk kunsthistorie og sandsynligvis det mest kopierede danske kunstværk, i konkurrence med Den Lille Havfrue. Der foreligger imidlertid ikke en fuldstændig international optælling af kopierne.Julius Lange: Thorvaldsens Fremstillinger af Kristus, Kristelig Kalender for 1872, s. 26–52, genudgivet i Thorvaldsens Museums arkiv.Thorvaldsens Kristus – En demokratisk, performativ og sensuel multiple, Den Hirschsprungske Samling, forskningsprojekt 2020–2021.

Kopier i Danmark og udlandet Kristusfiguren blev fra 1830'erne kopieret i forskellige størrelser og materialer, blandt andet gips, marmor, metal og bronze. Kopierne fandt plads i kirker og kapeller, men også på kirkegårde og i andre offentligt tilgængelige bygninger. I Danmark findes blandt andet en gipskopi i Blære Kirke og der fandtes en gengivelse i Samuels Kirke i København. Et særskilt kirkehistorisk studie af Marie-Louise Jørgensen viser, at kopier af figuren i 1800-tallet rejste spørgsmål om, hvorvidt en skulptur kunne erstatte en malet altertavle; kirkelige myndigheder accepterede ikke altid dette.Marie-Louise Jørgensen: Thorvaldsens Kristus i landsbykirkerne: Altertavle eller ej?, Kirkehistoriske Samlinger, 2001, s. 131–152.Fotografisk registrering af gipskopien i Blære Kirke, Thorvaldsens Museums arkiv, Wikimedia Commons.

thumb|Kopi af Thorvaldsens Kristusfigur i Johanniskirche i Zittau. Sandstensfiguren blev opsat i 1888. I Tyskland findes en monumental kopi fra 1888 ved alteret i den evangelisk-lutherske Johanniskirche i Zittau. I atriet til Friedenskirche i Potsdam står en metalgengivelse på en fontæne, indgået i det kongelige kirke- og klosteranlæg fra midten af 1800-tallet. I Norge findes en kopi i Sankt Petri kirke i Stavanger.Zittau: Die Johanniskirche, Tourismus Marketing Gesellschaft Sachsen, 14. januar 2026; Geschichte der Johanniskirche, Johanniskirche Zittau.Fotografisk registrering af kopien i Sankt Petri kirke, Stavanger, Thorvaldsens Museums arkiv, Wikimedia Commons.

I USA blev Thorvaldsens motiv blandt andet anvendt i lutherske kirker med skandinavisk baggrund, herunder Bethania Lutheran Church i Solvang i Californien. Det fik desuden en særlig international udbredelse gennem Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. En kopi blev i 1966 opstillet på Temple Square i Salt Lake City. Efter ombygninger af området blev en ny marmorudgave opstillet i vestfløjen af det nye Temple Square Visitors' Center, der åbnede i maj 2026. Besøgscentret i Rom fik i 2019 kopier af både Kristusfiguren og de tolv apostle efter digital opmåling af originalerne i Vor Frue Kirke, og en Kristusgengivelse findes også i kirkens besøgscenter ved templet i Mexico City. Disse besøgscentre er ikke det samme som selve tempelbygningerne.Public Tours Begin for Rome Italy Temple, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 2019.Temple Square Renovation Update: May 2026, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 18. maj 2026.Mexico City Temple Visitors Center, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.Fotografi af kopi i Bethania Lutheran Church, Solvang, Thorvaldsens Museums arkiv, Wikimedia Commons.

thumb|Gengivelsen af Kristusfiguren i atriet ved Friedenskirche i Potsdam. Udbredelsen rækker dermed ud over de enkelte kirkers inventar: figuren er blevet gengivet i vidt forskellige religiøse, nationale og kunstneriske sammenhænge. Originalen i hvidt marmor står fortsat ved alteret i Vor Frue Kirke, mens Thorvaldsens Museum opbevarer gipsmodeller og forarbejder.

Beretninger om tilblivelsen