thumb|højre|Quechua kvinde og barn i Andesbjergene i Peru thumb|400px|"Amerikanske folk" fremstillet på en oprindelig tysk planche gengivet i Nordisk familjebok fra 1904. 250px Billedforklaring:1. Aleuter; 2. ; 3. 4. Inuitter (kvinde og mand); 5; 6. Crow; 7. Sortfod; 8. Ojibwa; 9. 10. ; 11. Shoshone; 12. Dakota-sioux; 13. ; 14. Mandanere; 15. Apache; 16. Puebloindianer; 17. Meksikansk indianer; 18. ; 19. Omagua; 20. 21. Aimoréfolket (mand og kvinde); 22. 23. Tikunafolket (mand og kvinde); 24; 25. Peruaner fra Cerro de Pasco; 26. ; 27. ; 28; 29. Moxofolket; 30; 31. Oprindelige folk fra Patagonien; 32. Mapuche; 33. Ildlændere; Amerikas oprindelige folk (indianere og inuitter) er de folkeslag som har beboet de amerikanske kontinenter fra før den europæiske kolonisering.

Omkring 3000 fvt. opstod komplekse civilisationer i Mesoamerika (olmekerne, maya, zapotekere) og Sydamerika (caral supe, norte chico, chavín). Indianske civilisationer i Mesoamerika udviklede et højt teknologisk stadie og opfandt selvstændige skriftformer, matematik og skabte monumental arkitektur.

Den måske første kontakt mellem indianerne og europæere skete, da Leif den Lykkelige nåede Nordamerika, eller Vinland, i år 1002. Vikingerne blev jaget på flugt af de indianske befolkninger som de kaldte skrællinger, og koncentrerede sig derefter mere om at kolonisere ubeboede dele af Grønland. I det 15. århundrede ankom Christoffer Columbus til de karibiske øer og besøgte kystlinjen ved det Nordamerikanske kontinent, hvilket satte gang i en eksplosiv kolonisering, der decimerede den indianske befolkning i Karibien i løbet af få årtier. Conquistadorene Hernán Cortés og Francisco Pizarro erobrede Aztekerriget i det nuværende Mexico og Inkariget i det nuværende Peru, Chile og Bolivia.

I Canada anvender man nu generelt det udtrykket First Nations/Premières Nations (de første nationer), når man taler om de oprindelige amerikanske folk. I Alaska er udtrykket Alaskan Native (indfødt fra Alaska) dominerende af juridisk-lovmæssige grunde samt på grund af tilstedeværelsen af inuit-, yupik- og aleut-folkene. I resten af USA er den politisk korrekte betegnelse nu Native Americans (indfødte (eller hjemmehørende, naturlige) amerikanere), i stedet for blandt andet De fem civiliserede stammer og betegnelsen redskins, der tidligere blev benyttet i navnet for det amerikanske fodboldhold Washington Redskins.

Befolkninger i Mellem- og Sydamerika

I Latinamerika er Mexico og Peru de lande, der har de største oprindelige befolkning, med ca. 10 millioner eller lige under 10 % af befolkningen i Mexico, og 13,5 millioner i Peru.

I Bolivia og i det øvrige Latinamerika opfattes det spanske ord indio (indianer) i nutiden som en nedsættende og diskriminerende betegnelse. Man anvender i stedet navnene på de enkelte etniske grupper, eller ordet indigena som betyder indfødt eller oprindelig. På dansk kan man både sige "indianere" og "oprindelige folk". www.unescosamlingerne.dk De oprindelige folk udgør officielt flertallet af befolkningen i Bolivia og Guatemala, men de samlede befolkninger udgør kun ca. 5,5 millioner i Bolivia og 4,5 millioner i Guatemala. Der er også betydelige indianske befolkninger i andre latinamerikanske lande såsom Brasilien, Chile, Venezuela, Colombia, Panama, El Salvador, Honduras, Nicaragua, Argentina og Paraguay.

De største nulevende befolkningsgrupper i Sydamerika er aymara og Quechua, der primært lever i Andesregionen.

Historie Indvandring til Amerika thumb|450px|Kort over tidlige menneskelige folkevandringerBurenhult, Göran (2000): Die ersten Menschen, Weltbild Verlag, Detaljerne vedrørende den palæo-indianske indvandring til og gennem Amerika, herunder tidspunkter og rejseruter, er fortsat et emne for forskning og akademisk diskussion.Pauketat, Timothy R. (2012): The Oxford Handbook of North American Archaeology. Oxford University Press. . s. 86Cordell, Linda S.; Lightfoot, Kent; McManamon, Francis; Milner, George (2008): Archaeology in America: An Encyclopedia 4. ABC-CLIO. . s. 3 I henhold til arkæologiske og genetiske beviser var Nord- og Latinamerika de sidste kontinenter, som blev befolket af menneskeheden. I løbet af Wisconsin-istiden, for 50.000-17.000 år siden, blev havniveauet så lavt, at det gjorde det muligt for mennesker at bevæge sig over Beringlandbroen, som da forbandt Sibirien i det nordøstlige Asien med Alaska i nordvestlige Nordamerika.«An mtDNA view of the peopling of the world by Homo sapiens». Cambridge DNA Services. 2007. Arkivert fra originalen den 11. mai 2011Goebel, T.; Waters, M.R.; O'Rourke, D.H, (2008): «The Late Pleistocene Dispersal of Modern Humans in the Americas» (PDF) i: Science (The Center for the Study of First Americans) 319 (5869), s. 1497–502. doi:10.1126/science.1153569. PMID 18339930 Alaska var isfrit grundet beskedent snefald, hvilket gjorde det muligt for en mindre befolkning at eksistere. Indlandsisen dækkede det meste af Nordamerika under kvartærtiden og forhindrede et nomadeliv, så befolkningen blev tvunget til at blive i Alaska i tusindvis af år.«Pause Is Seen in a Continent’s Peopling». New York Times. 13. mars 2014.Pielou, E.C. (1991): After the Ice Age : The Return of Life to Glaciated North America. University Of Chicago Press. .«The peopling of the Americas: Genetic ancestry influences health». Scientific American 14. august 2009 Genetiske undersøgelser af urbefolkningen antyder, at de første bosættere i Amerika stammede fra en enkelt befolkningsgruppe, som havde udviklet sig i isolation på Beringlandbroen.Wells, Spencer; Read, Mark (2002): The Journey of Man – A Genetic Odyssey. Random House. . s. 138–140

Denne isolation i og ved Beringlandbroen kan have varet mellem 10.000 og 20.000 år.Than, Ker (2008): «New World Settlers Took 20,000-Year Pit Stop» i: National Geographic Society.Sigurğardóttir, S.; Guicher, J.R.; Stefansson, K.; Donnelly, P. (2000): «The mutation rate in the human mtDNA control region» i: Am J Hum Genet 66 (5), s. 1599–609. doi:10.1086/302902. PMC 1378010. PMID 10756141.Viegas, Jennifer: «First Americans Endured 20,000-Year Layover» i: Discovery News. Citat: «Archaeological evidence, in fact, recognizes that people started to leave Beringia for the New World around 40,000 years ago, but rapid expansion into North America didn't occur until about 15,000 years ago, when the ice had literally broken.» For omkring 16.500 år siden begyndte bræerne at smelte og gjorde det efterhånden muligt for denne befolkning at bevæge sig sydover og østover ind i Canada og videre derfra.Dyke, A.S.; Moore, A.; & Robertson, L. (2003): Deglaciation of North America. Geological Survey of Canada Open File, 1574. (32 digitale kort i skala 1:7.000.000 med medfølgende digital kronologisk database og en plakat (to ark) med en komplet kortserie.)Jordan, David K (2009): «Prehistoric Beringia» . Universitetet i California-San Diego. Disse folk formodes at have fulgt efter flokke af pleistocæntidens nu uddøde megafauna (store dyr som eksempelvis mammut) langs de isfrie korridorer, som åbnede sig. Andre rejseruter, som kan have ført til indvandring, enten til fods eller i primitive både, kan have gået langs Stillehavets nordvestlige kyst til Sydamerika.Fladmark, K. R. (2. januar 1979): «Alternate Migration Corridors for Early Man in North America» i: American Antiquity 44 (1), s. 55-69; JSTOR 279189. Eventuelle beviser på dette sidste vil være dækket af en stigning i havniveauet på mere end 120 meter siden sidste istid.68 Responses to "«Sea will rise 'to levels of last Ice Age», Center for Climate Systems Research, Columbia University

thumb|right|Palæo-indianere jager en glyptodont, uddød gomledyr. Tidsspændet på 40.000–16.500 er vanskelig at begrænse nøjagtigt og er åben for akademisk diskussion. Det, der er fastlagt, er følgende: En oprindelse i Centralasien. Udstrakt indvandring og bosættelse i Nord- og Sydamerika ved slutningen af sidste istid, engang for mellem 16.000–13.000 år siden.

Cloviskulturen, den tidligste præcist daterede forhistoriske palæo-indianske kultur i Amerika, opstod en gang omkring 11.500 f.Kr. (Kulstof 14-dateret)The Concise Oxford Dictionary of Archaeology. Enotes.com. altså for mellem 13.500 og 13.000 år siden. I 2014 blev autosomal DNA af et barn, som er mindst 12.500 år gammelt, sekventeret; barnet blev fundet i Montana i nærheden af flere fund, som tilskrives cloviskulturen.Rasmussen, M.; Anzick, S. L. et al. (13. februar 2014): «The genome of a Late Pleistocene human from a Clovis burial site in western Montana» i: Nature 506 (7487), s. 225–229. doi:10.1038/nature13025. PMID 24522598. Disse data indikerede, at dette individ var fra en befolkning, som direkte var forfædre til nutidens oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika. Implikationen her er, at der var en tidlig divergens mellem befolkningerne mellem nordlige og centrale og sydlige Amerika. Hypotesen, som hævder, at der var indvandringer senere end cloviskulturen, er blevet udelukket.

Tilsvarende har skelettet af en teenagepige (døbt "Naia" efter en vandnymfe fra græsk mytologi) fundet i 2007 i et oversvømmet grottesystem i Sistema Sac Actun øst på Yucatánhalvøen i Mexico. Hendes DNA er blevet undersøgt, og med en alder på 13.000 år betragtes hun som det ældste genetisk intakte skelet, der er fundet på den vestlige halvkugle. Hendes DNA indikerer, at hun var af en afstamning, der havde asiatiske rødder og samtidig stemmer overens med DNA i nutidens urbefolkning.«13,000-year-old skeleton found in Mexican cave oldest ever uncovered in western hemisphere: study», ABC Online, 16. mai 2014

Redskaber fremstillet af sten, især skrabere og pile- og spydspidser, er de vigtigste arkæologiske beviser på menneskelig aktivitet i Nord- og Sydamerika. Lithisk analyse, stenaldermenneskenes teknik på at slå flækker af stenredskaber for at spidse og bearbejde dem, er den teknik, som benyttes af arkæologer for at klassificere kulturepoker i den forhistoriske tid.Willey, Gordon & Phillips, Philip (1958): «Method and Theory in American Archaeology» , Universitetet i Chicago. Digitalisert online av Questia Media

Præcolumbiansk tid

thumb|left|300px|Den oprindelige befolknings sprogfamilier i Nordamerika. Præcolumbiansk tid omfatter alle perioder i forhistorisk og historisk tid i Nord- og Sydamerika før den første kontakt, invasion og indvandring fra Europa og senere Afrika gjorde sig gældende med sin indflydelse. Det er en tid, som strækker sig fra den oprindelige bosætning i senpalæolitisk tid frem til den europæiske kolonisering i tidlig moderne tid.

Formodentlig var Leif den Lykkelige den første europæer, som opdagede og gik i land i Amerika omkring år 1000 i et område, som han kaldte Vinland og som senere blev kaldt Newfoundland. Hans ekspeditioner resulterede i flere bosætninger, men ingen som blev varige, og de fik således ingen betydning for den eksisterende befolkning på kontinentet.Ingstad, Helge (1959): Landet under Leidarstjernen, Oslo, s. 253–272. Mens man teknisk set refererer til tiden før Christoffer Columbus' sørejser i tiden 1492 til 1504, indebærer "præcolumbiansk tid" i praksis almindeligvis historien om de amerikanske oprindelige folks kulturer frem til europæerne enten erobrede eller betydeligt påvirkede dem, selv om dette skete årtier eller endda århundreder efter Columbus' første landgang.Fernández-Armesto, Felipe (1987): Before Columbus: Exploration and Colonisation from the Mediterranean to the Atlantic: 1229-1492. New studies in medieval history series. Basingstoke, Hampshire: Macmillan Education. . OCLC 20055667. "Præcolumbiansk" benyttes især ofte i en kontekst om de store civilisationer i Amerika forud for kontakt, særlig de mesoamerikanske (olmeker, tolteker, teotihuacáner, zapoteker, mixteker, azteker og mayaer) og folkene i Andesbjergene (inkaer, mocher, muiskaer og kañarier).

thumb|right|Etniske grupper i tiden omkring 1300-1535 e.Kr.